FORVENTNINGERNE til topmødet mellem præsidenterne George W. Bush og Vladimir Putin, der begyndte i Washington i går og i dag fortsætter på Bushs ranch i Texas, er tårnhøje. Ruslands reaktion på terrorangrebet 11. september har set med amerikanske øjne været så konstruktiv, at der har åbnet sig store muligheder for et langt varmere forhold og et bredt strategisk samarbejde. Senest har Putin meddelt, at de russiske baser i Cuba og Vietnam vil blive lukket. Samtidig har han lukket amerikanske styrker ind i Centralasien for at kunne føre krig i Afghanistan. Den knast, som USA's missilforsvarsplaner udgør, ser ud til at kunne løses, for eksempel ved i de nærmeste år at overlade det til en amerikansk-russisk komité, der allerede eksisterer, at tage stilling til de forsøg, som amerikanerne ønsker at gennemføre, men som er i strid med den gældende ABM-traktat. Samtidig tales der om et decideret gennembrud, hvad de offensive atomvåben angår. På begge sider kan antallet af atommissiler tænkes at falde fra ca. 6.000 til under 2.000. Et gedigent fremskridt. HELHEDEN ER så fordelagtig for USA (og os andre), at spørgsmålet uvægerlig melder sig. Hvad får Putin til gengæld? Svaret er først og fremmest en plads ved bordet, en ny international respektabilitet, der på længere sigt igen skal gøre Rusland til en stormagt, der tæller. Nu ikke i modsætning til, men som medlem af den 'vestlige' kernegruppe, der jo i øvrigt allerede omfatter et østligt land som Japan. Hvor vidtgående et perspektiv det drejer sig om, fremgår af, at der allerede nu spekuleres i, om NATO-topmødet i Prag næste år kunne være stedet, hvorfra Rusland inviteredes til at blive medlem af NATO. Ambitionsniveauet er en påmindelse om, at højt at flyve også kan være dybt at falde. Der er dem i Moskva, der begynder at mene, at Putin er blevet ramt af Gorbatjovsyndromet. Altså at han holder udsalg af sit lands traditionelle magtinteresser til spotpris. Foreløbig står Putin, der først er på genvalg i 2004, dog stærkt. Men måske er det ingen skade til, hvis topmødet skuffer de allermest eksalterede forventninger. Pragmatiske fremskridt må godt have lov til at bundfælde sig.