ENDELIG! Ude i børneværelserne har nedtællingen været næsten ubærlig, men i dag sker det, som børn og barnlige sjæle har ventet på. Den første film om Harry Potter får premiere, og ifølge Den Levendes egen anmelder er der god grund til at glæde sig. Filmen lever til fulde op til de skyhøje forventninger, Hollywood har ikke ødelagt ånden i engelske J.K. Rowlings eventyrlige fabel om Harry og Hermione og alle de andre på troldmandskostskolen Hogwarts. SKULLE DER endnu være nogen i universet, der ikke aner, hvem eller hvad Harry Potter er, vil vi ud over at henvise til den udførlige anmeldelse i dagens filmsektion på dette sted slå fast, at lille Harry er noget så uhyre sjældent som en eventyrskikkelse, en troldmand fra fiktionens verden, der også formår at trylle i den virkelige verden. Takket være Harry Potter har millioner af børn (og voksne) kloden rundt, der ikke før var læsere, kastet sig over bøgernes verden med glubdende appetit. Rowling har ikke blot skabt et spændende fantasiunivers, men også en udviklings- og dannelseshistorie, som ikke mindst børn får meget ud af at gå på opdagelse i. Hvad er ondskab, og hvorfor bliver man ond? Fra mobning til kammeratskab, svig og kærlighed er Potter fuld af lærerige godter. Rowling har skabt en moderne fabel, der uden et sekund at svigte eventyrligheden inspirerer børn til at manøvrere i en ikke altid særlig fortryllet hverdag - i sandhed magisk og altså nu også på film. Vi ses i biffen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
