Afghanistan

Lyt til artiklen

TRODS FRYGT for både blodbad og krigsforbrydelser opretholder USA sin militære støtte til den afghanske Nordalliances angreb på byen Kunduz, hvor op mod 15.000 Taleban-krigere skønnes at opholde sig sammen med et ukendt antal civile. Så sent som i går fortsatte amerikanske fly med at bombe stillinger i området, samtidig med at bl.a. Røde Kors udtrykte dyb bekymring for såvel den USA-støttede alliancens behandling af krigsfanger som for de civile, der opholder sig i området. Der er al mulig grund til at være urolig. Ikke alene har fundet af 600 lig ved byen Mazar-i-Sharif, som Nordalliancen indtog for et par uger siden, pustet yderligere til frygten for, at alliancens alt for velkendte brutalitet ikke er lagt på hylden. Men advarslerne kommer også kort tid, efter at alliancen understregede, at den ikke agter at lade sig styre af nogen som helst, da den lod hånt om alskens internationale opfordringer og rykkede ind i Kabul. Alligevel har USA fortsat sin militære opbakning til alliancens angreb, som i værste fald kan ende både makabert og blodigt og - i sidste instans - påføre supermagten et medansvar. DEN AMERIKANSKE regering bør indstille sin militære støtte til Nordalliancens angreb på Kunduz, indtil dette sammenrend af mere eller mindre brutale krigsherrer har garanteret at ville handle i overensstemmelse med internationale konventioner om behandling af civile og krigsfanger. I sin optagethed af at indkredse og fange terrorikonet Osama bin Laden og hans støtter har USA allerede lagt op til, at alliancen får uforholdsmæssigt meget at skulle have sagt i forhold til Afghanistans fremtid, hvilket kun kan komplicere fremtiden yderligere for det etnisk splittede land. Oveni har supermagten med sine fortsatte bombardementer tilkendegivet, at den militære aktion fortsat sættes over hensynet til de civile, der trues af en yderligere forværring af den i forvejen ulykkelige humanitære situation. Det er svært at forene med en aktion, der er lanceret i retfærdighedens navn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her