AMERIKANSKE forskere har klonet et menneskeæg. Hvis man kun skimmer overskrifterne eller lytter til nyheden med et halvt øre, lyder søndagens nyhed fra USA unægtelig som et dystert skred; som om mennesket har overskredet en farlig etisk grænse og bevæget sig ind på et territorium, der burde være forbudt område for enhver videnskabelig ambition, men stop en halv. Formålet med kloningen, der er den første af sin art, er at producere menneskelige stamceller - ikke individer. Det er celleliv, ikke menneskeliv, der bobler i de amerikanske reagensglas, og den forskel er altafgørende. Det ene, den såkaldte reproduktive kloning, har at gøre med gudeværk eller snarere djævlekunst, det andet, den terapeutiske kloning, repræsenterer et perspektivrigt trin i sygdomsforskningen. HVIS FORSKERNE fra Advanced Cell Technology havde sat sig for at lege genetiske guder og skabe identiske mennesker, ville en udvikling med helt uoverskuelige perspektiver have været igangsat. Som etnolog Karen Schousboe fra Etisk Råd har udtrykt det, handler terapeutisk kloning dybest set om, at mennesket bliver i stand til at reparere sig selv, ligesom når man flytter hud fra et sted på kroppen til et andet. Forskellen er, at man med stamceller bliver i stand til at erstatte syge celler med raske. Tidligere i år meddelte den italienske læge Severino Antinori, som også i disse dage fremturer, at han vil klone mennesker. Den meddelelse fremkaldte med rette en storm af protester - både fra borgere, politikere og fra den videnskabelige verden. Det bør den historiske kloning af stamceller ikke gøre. Vi slipper ikke for hele tiden at forholde os både principielt og meget konkret til de etiske spørgsmål, som de ny kloningsteknikker konfronterer os med, men der er ingen grund til at male fanden på væggen i forbindelse med søndagens amerikanske sensation. Da slet ikke i samfund, hvor enhver kvinde i den frie aborts hellige navn har ret til at få fjernet op til 12 uger gamle fostre.