Retssikkerhed

Lyt til artiklen

VERDEN ER IKKE den samme efter 11. september siges det, og selv om betydningen af terrorangrebet let kan overdrives, er der også en kerne af sandhed i det. Vestens skrøbelighed er blevet mere synlig og behovet - ikke mindst det politiske - for en kraftigere indsats mod international terrorisme er derfor blevet større. Det er af samme grund overordnet set på sin plads, når regeringen i torsdags fremsatte lovforslaget om den såkaldte 'terrorpakke', den med visse justeringer har arvet fra den tidligere regering. Men når det gælder indholdet, er der til gengæld i høj grad grund til at være på vagt for, at man ikke i øjeblikkets ophidselse kuldkaster generelle retssikkerhedsprincipper. Et af problemerne er selve lovforslagets omfang. Med bemærkninger og bilag strækker det sig over flere hundrede ganske komplicerede sider, med hyppige henvisninger til internationale konventioner, som ikke letter forståelsen. Det er derfor held i uheld, at justitsministerens kommende barselsorlov har udskudt førstebehandlingen til slutningen af januar. Derved øges mulighederne for, at politikerne kan sætte sig grundigt ind i forslaget, slå koldt vand i blodet og derefter sortere vildskuddene fra. DEM ER der nemlig en del af, betydeligt flere end der er plads til at nævne her. Blandt de alvorligste er forslaget om at gøre det lettere at udvise danske statsborgere til lande, hvor de tidligere har boet end til andre lande. Hvem den bestemmelse især kommer til at ramme kræver ikke megen fantasi, og at man på den måde vil begynde at gradbøje statsborgerbegrebet smager i høj grad af skjult diskrimination. Mindst lige så bekymrende er de mange stramninger af udlændingepolitikken, der indgår som en del af lovkomplekset. Om der er behov for stramninger, kan man have mange meninger om - vi mener det er rigeligt stramt i forvejen - men at forsøge at snige dem igennem som led i en generel terrorpakke er under alle omstændigheder lusket. Der er i høj grad behov for eftertanke, og derfor er planen om en ny høring yderst kærkommen. Den bør naturligvis være offentlig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her