TILBUD, MULIGHED, garanti eller ventil? Sundhedsministeren sidder begravet i en affære, som efterhånden kan udvikle sig til lidt af en gyser. I valgkampen lovede Venstre, at ingen patient, der var visiteret til hospitalsbehandling, behøvede at vente mere end to måneder. Øvelsen hed patienternes 'frie valg' og skulle indebære, at enhver patient fra 1. juli 2002 skulle kunne vælge mellem de offentlige sygehuse, de private sygehuse eller sygehuse i udlandet. Sundhedsministeren ville lægge 1,5 milliarder på bordet til amterne og trimme sundhedsvæsenet. Der var dog et notabene i valgoplægget: Princippet ville kunne fraviges i undtagelsestilfælde, hvor den lægefaglige vurdering kunne tilsige, at patienten ikke ville lide overlast ved at vente. DET BESYNDERLIGE ved sundhedsdebatten er, at præcis så godt forholder det sig stort set i forvejen. Der er ingen ventetid, når det drejer sig om livstruende sygdomme. Patienter med andre lidelser har i forvejen frihed til at vælge det hospital, som har den korteste ventetid. Man kan få den mistanke, at hovedsigtet med Venstres valgløfte navnlig var at inddrage det private sygehusvæsen - og udlandet - langt mere. I mellemtiden har der vist sig en lang række hindringer for øvelsen. Hvis valgfriheden skulle være det centrale, giver tilbuddet ikke nogen mening for ældre patienter, for de har netop ikke lyst til eller mulighed for at flytte til den anden ende af landet. Det centrale spørgsmål er derfor også i stigende grad blevet det enkelte sygehus' administration og arbejdsgang. HER ER hovedproblemet, at der mangler læger og sygeplejersker. Derfor bliver det nødvendigt at prioritere, og nu melder der sig et hav af nye problemer: Gælder behandlingsgarantien også fertilitetsbehandlinger og fjernelse af gamle tatoveringer? Hvordan skaffer man læger til den form for behandling, uden at de mangler andetsteds? Og hvordan forhindrer man den betydelige afgang af sygeplejersker fra faget uden at drøfte lønsystemer? De store forventninger har skabt et ocean af problemer, som har nået sin foreløbige kulmination med Kommunernes Landsforenings afvisning af at give borgerne penge for at lade sig behandle på privathospitaler. »En syg reaktion på et sundt forslag«, mener sundhedsministeren. Vi ville vende ordene om: en sund reaktion på et uigennemtænkt valgløfte.