BESTRÆBELSERNE på at undgå krig mellem atomvåbenmagterne Pakistan og Indien er blevet sammenlignet med det at skulle afmontere en mine: Der skal små fejltagelser til, før det kan gå rigtig galt. Sådan er det også i den nuværende situation. Efter tre ugers tilspidset strid oven på attentatet mod det indiske parlament i december og den seneste tids gensidige militære opbygning ved den fælles grænse er den nuværende situation alt andet end betryggende. Indien beskylder pakistanskstøttede separatister i Kashmir for at stå bag attentatet og har krævet, at Pakistan griber ind og udleverer bagmændene til retsforfølgelse. Det er store krav at stille i en situation, hvor den pakistanske leder siden 1999, kupgeneralen Pervez Musharraf, i forvejen har lagt sig ud med landets magtfulde islamister ved at bryde med det afghanske Talebanstyre og tilmed støtte den amerikanskledede offensiv mod talebanerne. Ikke deso mindre har han gennem de senere dage ladet et stort antal medlemmer af militante religiøse organisationer arrestere og derved vist dels imødekommenhed over for indiske krav, dels signaleret at han agter at fortsætte opgøret med de kræfter, som i årevis var med til at holde liv i Afghanistans rabiate Talebanstyre. Det er modig gjort. GANSKE VIST ÆNDRER det ikke ved, at kupgeneralen på ingen måde har overbevist om sin respekt for menneskerettighederne eller fremlagt en plan for den overgang til demokrati, som i sidste ende er en af forudsætningerne for et stabilt pakistansk demokrati og genopretning af en stat, der trues af opløsning. Men med bruddet med Taleban og det begyndende opgør med militante muslimske grupper har Musharraf lagt an til en kurs, som giver muligheden for fred og stabilitet i forholdet til Indien betydeligt bedre betingelser end hidtil. Det bør den indiske regering kvittere for ved at gøre op med sin hidtidige stejle holdning og åbne for den dialog, som er en forudsætning for en løsning på en konflikt. Sporene fra tre krige mellem de to magter siden 1947 burde skræmme.