NEDBRING ventelisterne eller bliv nedlagt, lyder regeringens tilbud til amterne. Det er en mærkelig bagvendt måde, regeringen lægger op til en reform af administrationens fordeling mellem stat, amt og kommune på. For reelt set er ventelisterne ikke et af sundhedssektorens største problemer. Ni ud af ti operationer i sundhedssektoren udføres helt uden ventetid, og skønt ventetid er ubehageligt og helst skal undgås, er den vægt, regeringen har givet det aspekt af debatten om sundhedssektoren, ude af proportioner. Hvad med prioriteringsdiskussionen? Eller den ringe kvalitet af kræftbehandlingen? Når det er sagt, er der grund til at glæde sig over, at Venstre nu er klar til at slagte en af landets allerhelligste køer: amterne. Venstre har sammen med Socialdemokratiet i årevis blokeret for ændringer i kommune- og amtsstrukturen, ikke mindst fordi disse to partier har siddet tungt på den politiske magt i amterne. Men i stedet for som nu at bruge nedlæggelse som trussel for at få amterne til at indfri regeringens valgløfter, havde der været mere perspektiv i at fremhæve de gevinster, en omfordeling af opgaverne kunne give de danske skatteborgere. Og der er mange, skulle vi hilse at sige. DEN STØRSTE gevinst er netop på sundhedsområdet, hvor meget taler for, at landet med fordel kunne deles op i få og større regioner, der hver især har det fornødne borger- og patientgrundlag. En anden gevinst er besparelsen ved ikke som nu at have tre skatteudskrivende administrative niveauer. I et land, der har samme indbyggertal som området omkring Hamburg, kan det fintmaskede net af kommuner, amter og stat ikke undgå at virke som dobbeltadministration. En tredje gevinst er selve ansvarsfordelingen, som netop illustreres i de pågående forhandlinger: En regering lover guld og grønne skove og skal derefter med pisk og gulerod få amterne til at levere varen. Det gør det svært at placere et ansvar, når løfterne skrider. Ofte resulterer det i en uværdig debat, hvor regering og amter har travlt med gensidige beskyldninger. Nedlæggelse af amterne og magtstrukturen i Danmark er en væsentlig diskussion, som fortjener bedre end at blive reduceret til en trussel i en forhandling.