TID TIL FORANDRING. Sådan lød det slogan, som i november bragte Venstre til magten, og siden da har de liberale løver og deres konservative væbnere i høj grad vist, at det ikke var tomme ord. Nævn, råd og ministerier har i varierende grad fået kniven, og i går kom turen til Rigsarkivet. Med en bemærkning om, at »vi ikke behøver et prestigebyggeri til at opbevare gulnede papirer«, kund-gjorde kulturminister Brian Mikkelsen (K), at planerne om at bygge et nyt Rigsarkiv i Ørestaden var droppet. Færdigt arbejde, og så ikke så meget snak. Rigsarkivarens efter-følgende følgagtige kommentarer bar da også præg af, at ministeren ikke var interesseret i nogen debat om sagen. »Gulnede papirer«? Det er en interessant måde, kultur-ministeren vælger at omtale Rigsarkivet på, men så beskeden er hans respekt for institutionen, der passer på så vigtig en del af nationens kulturarv åbenbart. Og beskedne bliver Rigsarkivets kommende fysiske rammer da formentlig også. Med en henvisning til teknologiens fagre nye verden mener Brian Mikkelsen, at Rigsarkivets fysiske beliggenhed er stort set irrelevant, og særligt Odense har været nævnt som en god og billig placeringsmulighed. HVOR ER det småt. Efter at landet med Den Sorte Diamant har fået et imponerende og værdigt rigsbibliotek, skal dets naturlige søsterinstitution nu henvises til simple lagerhaller. Den kommende Ørestad efterlades uden et arkitektonisk vartegn (hvad man kunne mistænke regeringen for ikke at være helt utilfreds med), landet bliver en markant bygning fattigere, og de 180 millioner kroner, projektet ender med at have kostet, er spildt. Oveni kan så lægges en højst usikker fremtid for den byggegrund til 225 millioner, Rigsarkivet skulle have ligget på, samt en grim skramme i Danmarks internationale ry som et land, der tager arkitekturen alvorligt. HERTIL KOMMER, at kulturministerens argument om, at den nye teknologi gør Rigsarkivets placering ligegyldig, ikke holder. For det første vil langt hovedparten af arkivets dokumenter i mange år fremover fortsat ikke foreligge i digital form. For det andet viser udenlandske erfaringer, at indskannede dokumenter langtfra er nogen varig erstatning for de rent fysiske dokumenter. Og endelig skal man ikke være den rene kultursnob for at mene, at landets histories arv godt kunne fortjene nogle anstændige rammer. Men sådan skal det åbenbart ikke være.