»Vi er det stof, drømme er gjort af«, skriver Arte uden på sit sidste sæsonprogram, som handler om 10 teatre, 15 scener, 38 instruktører, over 400 skuespillere, sangere og dansere - eller i alt 42 oplevelser. Vi vælger selv, hvad vi vil se, og skal kun tegne os for mindst tre forestillinger eller købe et klippekort til fem. Det er næsten som med HT- bussen, vi er sikre på at komme med. Men der er også noget let gammeldags ved abonnementsordningen. Den forudsætter, at man tager Artebrochuren frem og begynder at planlægge. Der skal udfyldes bestillingskupon, og der skal prioriteres. Måske ved man ikke meget om de forestillinger, der serveres i den kommende sæson, selv om de præsenteres appetitligt. Måske foretrækker man ligefrem at afvente avisernes foromtaler og anmeldelser. DER GIK for alvor kuk i drømmen, da Arte i denne uge mistede sin direktør. Han har haft et kæmpeunderskud, som bl.a. stammer fra Artes egenarrangementer og de manglende aktiviteter i Arte Events, som skulle skabe kulturbegivenheder i forbindelse med store begivenheder i Danmark. Samtidig har DST, Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, bebudet en licitation for teaterabonnementsordningen og udgivelsen af brochurer til landsdelens husstande. Det er ikke sikkert, at Arte vinder den licitation. Firmaet E-billetter byder også ind på abonnementsordningen, og ca. 10 bureauer byder på teaterbrochurerne. Vil Arte overhovedet overleve? Organisationen har spillet en kolossal gunstig rolle for teaterinteressen i Danmark, men dens platform trænger til modernisering. Og yderligere: Teatrene i DST trænger til modernisering. Der eksisterer en vis rådvildhed med hensyn til repertoire. Teatrene er ikke længere alene om at tilbyde kulturevents til publikum, som i stort omfang foretrækker biografen og musicals. Direktørafgangen har forstærket en krise, som længe har været undervejs. Hvis teatret igen skal placeres centralt i bevidstheden, kræver det stærke overvejelser, når nye teaterdirektører udnævnes. Vi venter på en ny teaterlov - og på nye dristige tanker om, hvordan scenen igen bliver central.