DE FLESTE EU-lande er enige om, at lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet bør være med i det europæiske fællesskab - når bare det ikke får alt for store omkostninger for dem selv. Sådan må man udlægge det ny udspil fra EU-kommissionen, som indebærer, at nye EU-lande ikke umiddelbart får fuld del i EU's lukrative landbrugs- og regionalstøtteordninger. Landbrugsstøtten begrænses i en overgangsperiode på ti år til 25 procent, og der indføres klare grænser for adgangen til regionalstøtte. Økonomisk er der ikke noget at komme efter: Hvis de nye EU-lande fik fuld adgang til EU's støtteordninger, ville unionens kasser blive drænet i en sådan grad, at det ville udløse massive forhøjelser af kontingentbetalingen. Det er politisk umuligt i en situation, hvor selv Tyskland allerede i dag slås mod så stort et budgetunderskud, at det for få dage siden udløste alarm i euroland. Også lande som Spanien og Grækenland måtte i sin tid acceptere overgangsordninger. OMVENDT BETYDER kommissionens forslag, at de central- og østeuropæiske regeringer skal overbevise deres landsmænd om, at det faktisk er til deres eget bedste, at deres tilbagestående bønder får mindre støtte end deres danske, tyske og franske kolleger, og at de i gennemsnit kun vil få 137 euro hver i regionalstøtte mod 231 euro til de langt rigere spaniere, portugisere, irere og grækere. Udvidelseskommissær Verheugen har nemlig forklaret, at de ellers ikke vil have incitament til at sikre nødvendige strukturelle forandringer. Det er logik på et højt EU-plan. Reelt er problemstillingen en helt anden. Det er ganske uholdbart at fastholde de nuværende regionalstøtte- og landbrugsordninger. Men hensynet til EU's udvidelse og fremtid er blevet underlagt hensynet til dette års vigtige valg i Tyskland og Frankrig samt Nice-afstemningen i Irland. I alle tre lande ville en udhuling af de nuværende ordninger være kontroversiel, og derfor er ambitionerne om de ellers helt nødvendige forandringer udskudt. Den undladelsessynd kan imidlertid blive meget dyr. Intet er så vanedannende som økonomiske tilskud, og de vil derfor være endnu sværere at udhule, når først EU er blevet udvidet. Det understreges i sig selv af den manglende vilje til at pille ved ordningerne i et valgår i to af EU's rigeste lande.