FORLEDEN var erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) ude med et forslag til lavere brotakster - et forslag, som særlig skulle tilgodese udviklingen på Fyn, hvor Bendt Bendtsen er valgt. Og senest er det miljøministeren, som ikke glemmer sin kreds i Sønderjylland. I Sønderjylland får jægere, landmænd og andre lokale indbyggere nu stort set selv lov til at bestemme, hvilke områder der skal være fredede. Et særligt Sønderjyllandsudvalg skal overtage udpegningen af de særlige naturområder fra biologerne i Skov- og Naturstyrelsen, meddeler miljøminister Hans Christian Schmidt (V). Hans udmelding vækker undren. Det er som at vende den normale procedure på hovedet, siger SF's miljøordfører, Jørn Jespersen. At overlade bestemmelserne om fredning til lokale brugerinteresser er det samme som at overtrumfe den internationale beskyttelse, der ikke er baseret på lokale ønsker, men på en overordnet interesse for at beskytte natur og dyreliv. Miljøministerens udmelding er endnu et eksempel på regeringens generelle ønske om at komme uafhængighed til livs og fremme pression - under maske af decentralisering. Det er et ideologisk slag mod ekspertisen - men dermed også et slag, som rettes mod en fælles interesse, der er større end en enkelt egn af landet. Forleden ville Hans Christian Schmidt give adgang til byggerier af parcelhuse i udkanten af fredet skov - også dette er udtryk for decentralisering, men vel at mærke en decentralisering af den art, som Danmark er for lille til. Naturfredning og naturbeskyttelse er ikke et lokalt prærogativ, og vi bor ikke alle i den kommune, som får glæden - eller ulempen! - af den lokale pression. Danmark er kun historisk opdelt i valgkredse, og når politikere bliver forvandlet til regering, er én af meningerne med den procedure, at de skal forlade deres valgkredse og have hele landets udbytte i tankerne. Hvor er du valgt, spørger man et folketingsmedlem om, men man stiller ikke en minister det samme spørgsmål, medmindre hans handlinger alt for tydeligt lægger op til det. Det bliver i stigende grad nødvendigt at afklare, hvad vi mener, når vi taler om ekspertise. En af definitionerne kunne være den viden, som tager fællesskab alvorligt og er uafhængig af politiske strømninger.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
