COCKTAILSELSKABER, fine middage og Ferrero Rocher-kugler. Sådan er den stereotype skildring af diplomatlivet, som er gentaget til hudløshed i talløse film og bøger. Virke-ligheden er selvsagt meget anderledes, diplomater arbejder ofte hårdt, men alligevel kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved, om der ikke efterhånden er behov for at genoverveje, hvordan Danmark prioriterer sin tilstede-værelse i udlandet. Den konkrete anledning til at tænke over det er regeringens beslutning om at lukke omkring ti danske ambassader og generalkonsulater. I dag bliver Udenrigspolitisk Nævn orienteret om, hvor man vil skære, men alt tyder på, at det dels bliver ambassaderne i de udviklingslande, der bliver droppet som program-samarbejdslande, dels nogle af de mindre og mere perifere repræsentationer. For så vidt angår de lukninger, der skyldes nedskæringerne i udviklings-bistanden, er det en naturlig konsekvens af en forkert beslutning. Det er en eklatant fejl at skære i bistanden, men gør man det alligevel, må det selvsagt få konsekvenser for administrationen. Når det gælder de øvrige, mindre ambassader, der lukkes, kan det vise sig at være en god ting. På mange måder er tiden løbet fra små 'vor mand i Havana'-agtige repræsentationer. Moderne teknologi har gjort det lettere at følge udviklingen i et land uden at behøve at have en permanent tilstedeværelse der, og EU-samarbejdet sikrer nødstedte danskere ret til hjælp fra andre EU-landes ambassader, såfremt Danmark ikke har en ambassadør eller konsul i et givent land. DERFOR ER regeringens plan om at samle rigets trods alt begrænsede ressourcer omkring lidt færre udenlandske repræsentationer slet ikke så skæv. På sigt må man til gengæld håbe, at det vil føre til en opprioritering i retning af større, regionale ambassader, der i samarbejde med andre EU-repræsentationer på forsvarlig vis kan varetage Danmarks interesser i det fremmede.