ISRAELS ministerpræsident, Ariel Sharon, leverede et nyt bevis på sine manglende evner som fredsskaber, da han torsdag holdt en med spænding ventet tv-tale om den palæstinensisk-israelske voldsspiral. En spiral, der gennem 17 måneder har kostet mere end 1.000 livet. Oveni kommer en stadig værre social nød, der især har ramt palæstinensiske områder og gødet jorden for mere vrede. Situationen har for længst nået det punkt, hvor volden styres af hævnens blodige logik. Det kræver statsmandskunst at bryde spiralen, og det har Sharon så åbenbart ikke. Siden han kom til magten, har han satset på magtpolitik, kollektiv afstraffelse og militære løsninger, og situationen er blevet kompliceret af, at den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, har været under belejring i tre måneder. OGSÅ DEN palæstinensiske side har et ansvar for, at situationen er kommet så vidt. Dårligt lederskab og brutal terror har ikke alene svækket den palæstinensiske sag, men også den israelske fredsfløj. Men det ændrer ikke, at den palæstinensiske side gennem de seneste 17 måneder trods alt er kommet med åbninger, som Ariel Sharon og hans regering burde have søgt at udnytte. I stedet har de gang på gang stillet nye betingelser. Torsdagens tv-tale må tilsvarende have været en skuffelse for dem, der stadig havde turdet håbe på nye signaler. I stedet for nytænkning talte Sharon om at oprette ikke nærmere definerede sikkerhedszoner mellem israelere og palæstinensere. Det er ikke et fredsprojekt, snarere mere af det modsatte. OMVERDENEN MÅ sige fra nu. Parterne må og skal tilbage til dialogens vej, inden deres samfund fortærer både sig selv og hinanden. Hele regionens stabilitet er på spil. Forblommede ord og formaninger må afløses af direkte kritik og konkrete skridt over for de ansvarlige for voldsspiralen. Det gælder også, når vor egen udenrigsminister og repræsentant for det kommende EU- formandskab, Per Stig Møller, kommer til Mellemøsten. EU-landene må sende et tydeligt signal til USA om, at supermagten må påtage sig sit globale ansvar og vende tilbage til Mellemøstens diplomatiske scene. Det burde være sket under en Bushadministration, der har gjort terrorbekæmpelse til højeste prioritet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
