HVORFOR FYRE ti mand, hvis man kan fyre hundrede mand ved at fyre én, har udlændingeminister Bertel Haarder spurgt sig selv, og han er tilsyneladende kommet til det praktiske resultat, at kampagneleder Hanna Michal Ziadeh skal forlade sin post. Hanna Michal Ziadeh blev ansat i Personalestyrelsen under Finansministeriet i marts 2000, da Mogens Lykketoft endnu var finansminister og havde opdaget, at der kun var cirka én procent med indvandrerbaggrund ansat i det offentlige. Enhver ved, at arbejde er den sikreste metode til integration, så ministeren fik den gode idé at ansætte Ziadeh som et énmandsbetjent kampagnekontor, der skulle yde konsulentbistand med det oplagte formål at få flere etniske ansøgere gennem nåleøjet - et formål, Ziadeh har dækket så godt, at der i dag er 1.000 flere indvandrere ansat i det offentlige - en fordobling af antallet. Ziadeh har bl.a. bistået kriminalforsorgen, som havde problemer med at rekruttere personale med anden etnisk baggrund end dansk. Mange uretfærdigheder i optagelseskriterierne, som de danske myndigheder ikke selv havde blik for, blev opdaget af Ziadeh. Hidtil er fire personer med anden etnisk baggrund optaget som fængselsbetjente, og et nyt hold begynder 1. marts. MEN EN succes kan altid lukkes, og det er, hvad der skal ske. En tidsbegrænset kontrakt udløber, når den udløber, lyder meldingen logisk fra Bertel Haarders embedsværk - selv er han ikke rigtig inde i sagen. Han er - af navn - 'integrationsminister', men han lukker en veldrevet integrationsproces, som netop er kommet godt fra start. Indvandrere er ikke nemme at ansætte i det offentlige, både på grund af deres egne ressourcesvagheder, men navnlig fordi myndighederne går traditionelt til værks og udelukker de velegnede på grund af et fast indgroet regelsæt, som det gælder om at bryde, hvis det ingen praktisk mening giver. Vi skriver dette, for at Bertel Haarder nu kan nå at blive bekendt med de processer, hans ministerium selv er underkastet. Hvis kampagnelederen får kniven 7. marts, er det en lille skandale med store diskriminatoriske virkninger.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
