Hej Lars

Lyt til artiklen

ET AF de mere bizarre, men også forstemmende udtryk for, at gængse kvalitetskrav ikke gælder for kendte mennesker, kunne bevidnes for nogle måneder siden, da DR-TV's underholdningsprogram 'Hit med sangen' lod studieværterne Morten Løkkegaard og Steffen Kretz, to meget umusikalske tv-personligheder, synge sammen med publikum. Det var en fæl oplevelse i sig selv, men det mest stødende var, at ingen i Danmarks Radios store organisation åbenbart fandt det problematisk, at to nyhedsjournalistiske nøglemedarbejdere, for hvem kravet om troværdighed og seriøsitet er alfa og omega, tog springet over i underholdningsbranchen og dermed tilkendegav, at det er hip som hap, om man synger Beatles den ene aften og beretter om verdensdramaets seneste udvikling den næste. ENDNU MERE problematisk, ja helt uacceptabelt, end kendiskulturens sejrsgang i tv-branchen, er de tilbagevendende historier om, hvordan de samme to højtprofilerede studieværter i deres fritid underviser erhvervslivets spidser i at begå sig i det medie, hvor samme Kretz og Løkkegaard fra tid til anden har dem under - tilsyneladende? - kontant behandling. Novos direktør, Lars Rebien, der var i studiet hos Kretz i onsdags i sidste uge efter firmaets aktiedyk, er således blevet medietrænet sammen med Novos øverste danske og udenlandske ledelse på et tv-kursus ledet af samme Kretz. Ikke nok med, at der bør være vandtætte skotter mellem dem, der rådgiver magthavere, og dem, der har til opgave at gå kritisk til dem, men det er i sig selv helt uacceptabelt, at folk som Kretz og Løkkegaard er på de mægtige mænds lønningslister. Den mangel på kritisk sans, de to DR-journalister fremviser i denne sag, ville de aldrig acceptere hos deres 'ofre'. Måske nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen skulle sende dem på kursus i journalistisk etik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her