MODSAT SIT RY som et ungt land, der lader hånt om fortiden og fuld af selvtillid kaster sig ud i den favre nye fremtid, er USA på mange punkter et meget konservativt og religiøst land. I flere stater er Darwins teorier stadig omtvistede, og rundt om i landet forsøger ultrareligiøse bevægelser at hindre skoleundervisning i andet and Biblens skabelsesberetning som forklaring på Jordens liv. Med valget af præsident George W. Bush forrige år fik disse kristne ekstremister en leder, der forstod og under valgkampen helt offentligt havde støttet visse af deres synspunkter. Det kan derfor ikke for alvor overraske, at samme præsident Bush i en meget følelsesladet tale i sidste uge forsøgte at overtale det amerikanske Senat til at vedtage en lov, der vil forbyde al menneskelig kloning. NU ER MENNESKELIG kloning et vanskeligt emne, der let kan få hårene til at rejse sig på andre og mere fornuftige folk end kristne fundamentalister, men netop derfor er det afgørende at holde de to forskellige typer af kloning skarpt adskilt. Når det gælder den såkaldte reproduktive kloning - hvor man skaber levende kopier af andre mennesker - er alle andre end forrykte italienske læger enige om, at det for alt i verden skal undgås og forbydes. Men når det gælder den anden type kloning, den terapeutiske, forholder sagen sig ganske anderledes. Her er der ikke tale om at genskabe livet eller lege Gud, men om et perspektivrigt trin i sygdomsforskningen, som ikke bør forbydes. Terapeutisk kloning kan måske gøre mennesket i stand til at reparere sig selv og dermed gøre det muligt at helbrede en række sygdomme, som lægerne i dag står hjælpeløse over for. NÅR PRÆSIDENT BUSH taler om, at terapeutisk kloning uvægerligt vil føre til menneskefarme og nærmest apokalyptiske forhold, spiller han på den naturlige frygt, som de fleste mennesker har for at pille ved vores egen natur. Og på det punkt er en sund mistro og skepsis bestemt på sin plads. Men når hensynet skal tages over for de mikroskopiske menneskelige celleansamlinger, der er tale om at bruge i den terapeutiske kloning, og de millioner af levende, tænkende mennesker, det muligvis vil kunne redde ved at finde bedre behandlinger for sygdomme som Parkinsons, Alzheimers, sukkersyge og en række kræftformer, er der efter vores opfattelse meget at vinde og meget lidt at tabe ved at tillade terapeutisk kloning. Selv i et valgår burde det amerikanske Senat også kunne nå den konklusion.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
