Jenin

Lyt til artiklen

DER ER INGEN tvivl om, at noget ganske forfærdeligt er hændt i den palæstinensiske flygtningelejr i Jenin. Byen er smadret, store områder ligger i ruiner, og oven i det hele hænger beskyldninger om en israelsk massakre og andre overgreb mod civile. Hvad man har kunnet se, efter at de israelske styrker har lempet grebet om den smadrede by, er slemt nok. Men det må også understreges, at ingen kan leve med mistanken om noget endnu værre. Vi må vide, hvad der egentlig er foregået under den israelske belejring af Jenin. Det gælder både palæstinensere, israelere og alle andre. Omverdenen må insistere på - og være rede til at sikre sig - at der i FN-regi foranstaltes en uafhængig international undersøgelse af hændelserne for en gang for alle at få ryddet op i beskyldningerne mod de israelske styrker. Anklagerne om massakre må enten tilbagevises eller føre til et opgør med eventuelt ansvarlige for overgreb. Så længe det ikke er sket, vil det kun give næring til nye mistanker, myter og mere had. HVAD, VI VED, er slemt nok. Det turde stå klart for enhver, at den seneste tids israelske ødelæggelser i Jenin og andre steder er så massive, at det i sig selv vidner om en både overdreven og ganske uacceptabelt voldsom magtanvendelse. Ødelæggelserne er ikke bare store, deres skader er også langvarige. Ud over de uhyrlige menneskelige ofre og lidelser er også palæstinensisk økonomi lagt i ruiner. Foreløbige skøn fra Verdensbanken taler om, at konflikten har kostet det palæstinensiske selvstyre halvdelen af dets indtægter, ført til fysiske ødelæggelser for to-tre milliarder kroner og udløst enorm social nød. Det gør ikke alene hverdagen til en daglig kamp for mange mennesker. Det er også med til at forstærke radikaliseringen i det palæstinensiske samfund og gøde jorden for den terrorisme, som alle må tage afstand fra. MEN MIDLET til at bekæmpe terroren er ikke at kvæle livet ud af et helt samfund og smadre det fra bunden. Det fører snarere til det modsatte. Heri ligger hverken en accept eller et forsøg på at legitimere terrorismen, for den er både afskyelig og foragtelig i alt sit væsen. Men kampen imod den kan aldrig indebære adgang til ubegrænset magtanvendelse, lige så lidt som den kan retfærdiggøre kollektiv afstraffelse af en hel befolkning af den slags, der med sikkerhed har ramt Jenin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her