ADVOKATER, PRÆSTER og læger har som en afgørende del af deres virke tavshedspligt. Hele deres funktion er betinget af, at man som klient, patient eller troende kan betro sig til dem, i sikker forvisning om at det, man siger, ikke kommer videre. Derfor skal man også fra statsmagtens side være ualmindelig påpasselig med at pålægge disse grupper vidnepligt eller tillade brud på tavshedspligten. Men der er undtagelser. I visse tilfælde vejer hensynet til almenvellet tungere, og dér skal både advokater og rådgivere have mulighed for at fortælle, hvad de ved. Men hvornår foreligger der en sådan situation? Det besluttede Højesteret i tirsdags, at der gjorde i PFA-sagen, da advokat Jørgen Grønborg i januar 1999 brød sin tavshedspligt for at fortælle formanden for bestyrelsen for Københavns Fondsbørs, at Kurt Thorsen ikke talte sandt. VED AT AFSLØRE det fik Grønborg den bold til at rulle, der i løbet af kort tid fik Thorsens og Trads' ulovligheder til at komme for dagens lys, og i betragtning af de meget betydelige summer, der var tale om, kan der ikke være tvivl om, at Grønborg handlede rigtigt ved at bryde sin tavshedspligt. Advokatrådets beslutning om at pålægge ham en bøde for overtrædelse af 'god advokatskik' var utidssvarende og urimelig, og det er derfor glædeligt, at Højesterets flertal i tirsdags gav ham oprejsning. Dog ville det have været ønskeligt, om Højesterets dommere for en gangs skyld havde givet sig mere tid til at præcisere, hvad der efter deres opfattelse skal til, for at en advokat er berettiget til at bryde sin tavshedspligt. I forhold til de fleste andre lande er danske domme traditionelt særdeles ordknappe, men ikke mindst i så principielle sager som Grønborgsagen burde Højesteret gøre betydeligt mere ud af argumentationen. Tavshedspligten er en så central del af advokathvervet, at domstolene skylder både advokater og klienter en præcis afklaring af, hvor grænserne går.