Oliespillet

Lyt til artiklen

RUSLANDS præsident Putin viser igen sine store evner til at gøre gode miner til slet spil. Han nedtoner helt de manglende resultater af denne uges topmøde om delingen af de store olie- og gasressourcer i Det Kaspiske Hav. Den over ti år lange konflikt må løses »skridt for skridt«, siger han og foreslår, at præsidenterne for de fem lande ved havet mødes igen i Iran næste år. Ud over Iran og Rusland drejer det sig om tre tidligere sovjetrepublikker. Iran vil ikke opgive gamle aftaler, hvor det delte kontrollen med havet med kun Sovjetunionen. Medspillerne siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 - Aserbajdsjan, Kasakhstan og Turkmenistan - skaber også problemer for Moskvas interesser med hver sine nationale dagsordener. Moskvas interesse er at udnytte ressourcerne i Det Kaspiske Hav til både at styrke Rusland som førende brik i det globale energispil og kombinere det med en styrket rolle i sit »nære udland«, især i de tidligere sovjetrepublikker. KAOS I VENEZUELA, verdens fjerdestørste olieleverandør, og vold i Mellemøsten gør Rusland og de andre lande ved Det Kaspiske Hav, der rummer verdens tredjestørste olie- og gasreserver, til stadig mere attraktive alternative energileverandører. Og det er en central brik i Putins provestlige politik at tiltrække energiinvesteringer. Men det går skuffende langsomt for Rusland at køre sig i spidsen i energispillet. Forsøg på at forene russiske og centralasiatiske ressourcer i et fælles energinetværk går mere end trægt. Og efter det kaspiske topmøde er den fulde udnyttelse af ressourcerne i havet skudt ud i en fjern fremtid. Selv om udnyttelse af mange af oliekilderne er i gang, så venter internationale investorer på en endelig afklaring af juraen for havet. Putin kan give Ruslands indflydelse en kraftig saltvandsindsprøjtning ved klog udnyttelse af den øgede politiske risiko i konkurrerende olieproducerende lande. Men den fulde gevinst kræver fælles fodslag med de øvrige kaspiske lande, som topmødet viste ikke eksisterer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her