KONFRONTERET MED det vanvid, en tysk skole i Erfurt oplevede i fredags, hvor en ung mand dræbte 18 mennesker og til sidst sig selv, er det fristende hurtigt at fortrænge tragedien: Det er jo et sindssygt, enkeltstående tilfælde, og sådanne tilfælde kan intet samfund gardere sig imod, og intet samfund bebrejdes. Og selv om fænomenet - tilfældige menneskers pludselige mord på et større antal uskyldige - synes at være i vækst i vore samfund, er der naturligvis tale om sjældne katastrofer. Hvad der kan gøres, bør gøres. I Europa skævvrides debatten ikke af en oppustet våbenlobby og misforstået ideologisk sympati. Vi kan derfor begrænse adgangen til håndvåben endnu mere effektivt, end vi gør - og det bør også ske. MEN DET er også på sin plads at stille et mere ubehageligt spørgsmål: Nok er her tale om enkeltstående galninge, men er her ikke også tale om en medieinspireret modebølge? Kan man virkelig se bort fra, at den massive vold, som især tv, film og internet flyder over med, har en effekt? Kan man se bort fra, at den enorme fokus på både fiktive og faktiske forbryderpsykopater i vores samfund skaber efterlignere? Dengang det gjaldt om at bryde med et viktoriansk og bornert samfunds kunstfjendske og formynderiske normer, besluttede vi os som frisindede mennesker til at være skeptiske over for den slags påstande. Og indlysende er det da også, at der ikke er tale om nogen enkel sammenhæng; hvis der var, ville den tilfældige og absurde vold være langt mere udbredt, end den er. DET ER ikke et område, der egner sig til regler endsige genindførelse af censur. Vi skal ikke alle miste frihed, fordi enkelte svage sjæle bukker under, og tager nogle håndfulde andre med sig. Men måske er det dog på tide at indlede en debat - en offentlig samtale - om, hvad vi kan være bekendt at proppe i hovedet på hinanden, og om, hvilke krav vi som enkeltpersoner og grupper af borgere vil stille til de medieudbydere, der jo ikke kun har krav på kunstnerisk frihed, men også er drevet af kommercielle interesser. Debatten er ikke enkel, løsningerne endnu mindre. Men at mentalt skadelig, åndelig forurening af mange grunde ikke bør forbydes, er vel ikke det samme, som at den ikke kan diskuteres. Og måske begrænses.