DEN FORLØBNE weekend krævede mindst tre nye dødsofre i Tjetjenien og flere sårede ved eksplosioner. Og i går blev fem dræbt ved en eksplosion i naborepublikken Nordossetien. Det er uvist, om det hang sammen med Tjetjenien, men den fortsatte krig kriminaliserer hele regionen. I den sibirske region Krasnojarsk blev syv dræbt ved et helikopterstyrt i går uden sammenhæng med krigen. Men det vækker mindelser om den første tjetjenske krig, fordi regionens guvernør, Alexander Lebed, var blandt ofrene. Han sørgede sammen med den tjetjenske oprørsleder Aslan Maskhadov for at afslutte den første tjetjenske krig i eftersommeren 1996. Dengang var Lebed en af Ruslands mest populære politikere på grund af sin kritik af den russiske krigsførelse i republikken. Lebed har også kritiseret Kreml for den anden krig, men det har ikke bragt nogen russisk politiker popularitet, og Lebed gled ud i det politiske mørke. Blandt toppolitikere i Moskva er det kun reformøkonomen Grigorij Javlinskij, som kritiserer krigsførelsen. Det holder ham på den evige sidelinje. DEN ANDEN KRIG i Tjetjenien har mistet den folkelige popularitet, som den havde, da Putin startede den i efteråret 1999. Men nu vender russerne bare ryggen til og vil helst tro på Kremls forsikringer om en normalisering. Men som Politiken kunne berette fra det nordlige Tjetjenien i går, er normaliseringen end ikke kommet til republikkens traditionelt mest samarbejdsvillige område. Her var russere tidligere i flertal flere steder, men de fleste af dem har forladt Nordtjetjenien, og mange tjetjenere er flygtet hertil sydfra, hvor kampene er hårdest. Der er mange forskelle på den første og den anden krig, men meningsløsheden er den samme. Også det forhold, at den ikke kan vindes, og at den primært går ud over civilbefolkningen. Men ligesom russerne vil Vesten helst vende ryggen til en krig, der også går hårdt ud over Ruslands moral. General Lebed bør mindes, fordi han erkendte det.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
