Rockwoollaget

Lyt til artiklen

GÅR DET, SOM det plejer, vil fagbevægelsens kernetropper, som oftest midaldrende mænd med en lidt for stram livrem og en lidt for stor vom, på dagens 1. maj-møder tordne mod 'den borgerlige regering', som vil blive beskyldt for ikke at have lavet andet end at forringe vilkårene for lønmodtagerne. Det budskab har Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen, for længst bebudet, at han vil gøre i sin tale. MEN SPØRGSMÅLET er, om ikke fagbevægelsen i Danmark har grund til at takke Anders Fogh Rasmussen og hans regering for det modspil, den giver. Er sagen i virkeligheden ikke den, at fagbevægelsen anno 2002 er sin egen værste fjende? Meget kunne tyde på det. Ser man på de seneste mange analyser, bekræfter de alle som én, at der er en dyb afgrund mellem de store fagforbunds ledelser og deres medlemmer. At særligt unge lønmodtagere føler sig meget langt væk fra den gammeldags solidaritetskultur, og at moderne danskere i det hele taget har svært ved at pege på noget, der er mere usexet end LO. Et skudsmål der vel at mærke går igen både i fagbevægelsens egne medlemsundersøgelser og i analyser fra eksternt hold. SELVOM INGEN således er i tvivl om, at medlemmerne føler sig fremmedgjorte over for deres organisationer, undlader A/S Fagbevægelsen år efter år at gøre noget radikalt ved sin struktur. Det kan blive dens død, som HK's tidligere informationschef Michael Valentin, advarer i en ny debatbog, hvori han omtaler de mange professionelt ansatte i fagbevægelsen som et lydisolerende rockwoollag, der sørger for, at medlemmernes utilfredshed ikke når frem til fagforbundenes politisk valgte ledere. Valentins karakteristik rammer både hovedet på sømmet - og ved siden af. Sagen er jo, at alle politiske ledere i den danske fagbevægelse for længst er klar over, hvad også de allermest utilfredse medlemmer ønsker. Når der ikke sker noget, er det, fordi det er i alles interesse, både ansattes og valgtes, at intet forandres. Denne inerti, ikke en arbejdsgivervenlig Anders Fogh Rasmussen og hans 'sorte' kabinet, er den egentlige trussel mod det, som danske lønmodtagere har brug for til enhver tid: dynamiske og levende faglige organisationer. Det budskab ville vi gerne høre 1. maj.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her