I DENNE uge har USA's ekspræsident Jimmy Carter aflagt et medieomsust besøg i Fidel Castros kommunistiske Cuba med en opfordring til dialog. Mandag drager den nuværende præsident, George W. Bush, på visit hos det cubanske eksilsamfund i Florida med et løfte om yderligere stramninger af den 40-årige handelsblokade mod Cuba. De to stik modsatte budskaber kommer begge i anledning af 100-års jubilæet for Cubas uafhængighed og afspejler hver især de tendenser, der hersker i USA's toneangivende kredse. I USA ER DER kræfter i Kongressen og erhvervslivet, der arbejder for en normalisering af forholdet til Cuba. Det var på disse kræfters vegne, Carter talte, da han over for det cubanske folk tog skarpt afstand fra USA's frugtesløse handelsblokade, men samtidig påpegede Cubas store problemer med menneskerettigheder og demokrati. Over for den kurs står Bush-regeringen, der er dybt irriteret over Carters helt eget initiativ. Bush vandt det kontroversielle amerikanske valg med støtte fra de pengestærke eksilcubanere, og hans bror, Jeb Bush, vil gerne genvinde sin guvernørpost i Florida ved midtvejsvalget i november. Alene derfor skal Cuba indlemmes i Ondskabens Akse med en påstand om, at Castro eksporterer biologisk våbenteknologi, hvilket ingen med forstand på den slags tror på. Alene derfor skal blokaden mod Cuba strammes nu. DER ER ingen tvivl om, at Fidel Castro udnytter Carters besøg til at udstille USA's ynkelige politik for at legitimere sit eget lige så ynkelige regime. Men den situation er i bund og grund Bushs egen skyld. Hvis målet er et demokratisk Cuba, burde Bush have udnyttet en historisk chance til at vise den udmattede cubanske befolkning, at USA står bag Carter med en stærk vilje til at fremme en fredelig overgang til demokrati. I stedet viser Bush blot, at han forfølger egne og helt personlige interesser.