INGEN LØN. Intet arbejde. Det er groft sagt summen af et udspil til bedre integration af indvandrere på arbejdsmarkedet, som LO i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og regeringen fremlagde for nogle få dage side. Ideen er at sikre, at indvandrere får mulighed for at stifte bekendtskab med det danske arbejdsmarked og derigennem får et indblik i dets faglige og organisatoriske indretning. Umiddelbart lyder det fornuftigt. Hvad kunne være bedre i disse tider, hvor integration er et ord, der hænger på alles læber, end at lukke op og sørge for at 'de andre' får mulighed for at opleve 'os' på tæt hold? Svaret burde give sig selv, men det gør det desværre ikke i det foreliggende tilfælde. SAGEN ER den, at udspillet ikke levner mulighed for at lære den pågældende arbejdsfunktion ordentligt at kende. Forslaget lyder nemlig på, at indvandrerne bliver placeret på en arbejdsplads i op til et halvt år uden anden løn end kontanthjælp og uden skyggen af chance for reelt at udføre et stykke arbejde. Man tager sig til hovedet. LO's formand, Hans Jensen, gav her i avisen i lørdags udtryk for, at hensigten selvfølgelig er at bruge forslaget som en indslusning til rigtigt, lønnet arbejde, men han erkender samtidig, at modellen næppe er helt velegnet. Det tør siges! Han og de øvrige organisationer beriger det danske arbejdsmarked med et helt nyt ord: kiggepraktik. Nok se, men ikke røre. Det holder ingen steder! Vil man vide, hvordan et konkret stykke arbejde skal udføres, er det sjældent gjort med at se på fra sidelinjen. Man skal have lov til at deltage på lige fod med de rigtigt ansatte. Det er i øvrigt hele grundtanken bag de årlige praktikophold for folkeskolens ældste klasse, så hvorfor gøre indvandrere og flygtninge til en undtagelse? Hvordan LO, som hævder at kæmpe arbejdstagernes sag, kan lade sig spænde for den vogn - uanset at hensigten måtte være nok så nobel - er svært at forstå. Ikke alene risikerer man med forslaget, at 'nydanskerne' bliver brugt som løntrykkere, men praktikanterne bliver også reduceret til tavse tilskuere. I begge tilfælde er det desværre integrationen, som får et hak i tuden.