Tredobbeltrolle

Lyt til artiklen

NARREDE DANSKE BANK bevidst private investorer til at smide deres sparepenge i et fallitbo af et forsikringsselskab? Det spørgsmål landede i sidste uge i Højesteret. Går det efter planen, vil landets højeste retsinstans inden sommerferien afsige dom i den nu ti år gamle Hafniasag. Dommerne i Sø- og Handelsretten er kommet med deres klare konklusion: De private investorer blev præsenteret for et direkte misvisende salgsmateriale, da Hafnia i sommeren 1992 var i pengenød og gik ud i en storstilet aktietegning. Danske Bank, der stod bag aktieemissionen og det tilhørende børsprospekt, vidste udmærket, at Hafnia skrantede, og at de 1,9 milliarder kroner, som aktiesalget indbragte, sandsynligvis ikke ville være nok til at redde forsikringsselskabet. De første retsdage i Højesteret har ikke bragt noget frem, der kan rokke ved Sø- og Handelsrettens konklusion. Det står altså stadig klart, at Danske Bank ikke evnede at forvalte den tredobbelte rolle, som banken havde i Hafniasagen. Ikke alene var Danske Bank ansvarlig for Hafnias børsprospekt; banken var samtidig en af Hafnias største långivere og storaktionær i den kriseramte forsikringskoncern. Efter den medfart, som Danske Bank har fået i Hafniasagen, synes det oplagt for den danske finansverden at tage ved lære af de massive habilitetsproblemer, som i sidste ende skulle vise sig at være fatale for Danmarks storbank. Men nej. Der er kun sket kosmetiske ændringer de seneste ti år. SAMMENBLANDINGEN af kasketter hører stadig til hverdagen i den danske finansverden. De store banker optræder uden blusel i alle tre roller på samme tid. Hafniasagen eller internationale tendenser til en klarere adskillelse af kasketterne lader dem tilsyneladende upåvirket. Senest udstillet med Børsmæglerforeningens totalt passive reaktion på, at de største amerikanske investeringsbanker nu gennemfører betydelige opstramninger efter afsløringen af deres uheldige dobbeltroller i årene, da teknologiaktierne strøg i vejret. Det er på tide, at også de danske banker får ryddet op i habilitetsproblemerne. Striben af hjemlige børsfiaskoer som i-data, 2M Invest og Memory Card er klare påmindelser om, at småinvestorerne stadig er i farezonen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her