DANSKERNE ELSKER public service-tv og har europarekord i at stille ind på tv-kanaler, der enten er helt eller delvist licensfinansierede. I det perspektiv er det nye medieforlig, som blev det smallest mulige, en dårlig nyhed. Forliget endte reelt med at blive et regeringsdiktat, som kun rindalisterne i Dansk Folkeparti stod model til. Det bedste, man kan sige om det, er, at det - hvis man ser godt efter - trods alt bærer præg af at være indgået af politikere, der har måttet indse, at public service ikke er til at komme uden om. Heller ikke i et privatiseret TV 2. Stationen skal efter planen godt nok sælges, men indholdet, som den nye køber skal forpligte sig på at sende, skal »mindst« være det samme som nu, som Dansk Folkepartis medieordfører, Poul Nødgaard, udtrykker det. Bortset altså fra, at mængden af reklameblokke vil stige, og at programmer - ikke film - vil kunne blive afbrudt af reklamer. Regeringen vil både blæse og have mel i munden. OM DET ER realistisk at finde en køber, der mener at kunne tjene penge på det TV 2-koncept, som medieforliget lægger op til, skal vi lade være usagt. At der kan laves public service for 'private money', er danske aviser et dagligt eksempel på, og rundt omkring i verden findes der - selv om udbuddet er sparsomt - eksempler på det samme på tv-området, så visionen kan ikke skydes ned på forhånd. At regeringen med den ikke særlig kulturelle minister Brian Mikkelsen i spidsen synes klar over, at det nuværende TV 2's popularitet og kvalitet ikke er noget, der bør gambles med, fremgår af, at medieforliget indebærer, at der skal trædes vande i trekvart års tid, før TV 2's forhold forandres. Først skal et 'udredningsarbejde' klarlægge, hvordan en konstruktion for privatisering kan se ud. Et klogt træk, der måske oven i købet kan føre til, at planen om at sælge TV 2 slet ikke bliver til noget. FOR BRIAN Mikkelsen blev den nye medieaftale et forhandlingsmæssigt nederlag. Aftalen har ikke den bredde, som kunne skabe ro omkring mediepolitikken i Danmark. Danmarks Radio har nærmest fået et mistillidsvotum, og alt andet lige er der med planerne for TV 2's fremtid blevet en større risiko for en dansk tv-fremtid, hvor kommercielle interesser i det lange løb vil få indflydelse på programpolitikken.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
