Kom i gang

Lyt til artiklen

EN SPLITTET forening. En formand, som trækker sig i utide. Det ser sort ud for Danmarks Lærerforening. Eller gør det? Nej, ikke nødvendigvis. For Danmarks Lærerforening kan udnytte situationen til at nedbryde betonen og arbejde for at få den gennemslagskraft, som dens 60.000 lærere fortjener. Når Anni Herfort Andersen begrunder sin afgang fra formandsposten med, at foreningen i for lang tid har brugt alt for mange kræfter på internt kævl og mudderkastning, har hun jo ret. Foreningen har været splittet mellem en progressiv fløj, som er indstillet på nytænkning, og en yderst konservativ fagforeningsfløj, som ikke ønsker ændringer. Desværre for lærerne og for folkeskolen har det været den konservative fløj, som med konsekvens har sagt nej til næsten alle former for nytænkning. Hvad enten det har været forsøg på løsning af lærermanglen ved at efteruddanne magistre eller ønsket om flere timer, så har DLF vendt tommelfingeren nedad. LÆRERFORENINGEN må udnytte den nøglerolle i udformningen af fremtidens folkeskole, som den ikke alene har unikke kvalifikationer til, men også muligheder for. For al udvikling i folkeskolen begynder og slutter med lærerne, og en forening, som taler på lærernes vegne og reelt er interesseret i at præge udviklingen, kan blive den mest afgørende aktør i den uddannelsespolitiske debat. Det vil kræve, at Lærerforeningen flytter fokus fra folkeskolen som arbejdsplads for medlemmerne og i stedet ser skolen som det, den først og fremmest er: en af samfundets vigtigste kulturbærende institutioner. Fokus skal flyttes fra snævre arbejdstidshensyn til udviklingen af hele skolen. Kun på den måde kan foreningen genskabe respekten for lærernes arbejde - og få overbevist omgivelserne om, at der skal følge løn og bedre arbejdsbetingelser med, når lærerne tager ansvar for deres arbejdsplads og bliver mere fleksible. For folkeskolens og for lærernes skyld må vi håbe, at Lærerforeningen kan ryste mudderet af sig og komme videre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her