VISIRET VIL VÆRE slået ned, og sværdene hævede, når vogteren af statens finanser i dag får besøg af de kommunale generaler. Finansminister Thor Pedersen (V) er klar til at kaste sig ud i endnu et bråvallaslag for at forsvare regeringens løfte om et skattestop. Når Kommunernes Landsforening møder op i Finansministeriet til forhandlingerne om næste års økonomi, vil kommunerne i klare vendinger få at vide, at de skal sikre deres borgere mod stigninger i de kommunale grundskatter, den såkaldte grundskyld. Gør de det ikke, så vanker der stramninger andre steder. Årsagen til det usædvanlige udfald mod det kommunale selvstyre er, at manglen på ledige byggegrunde har sendt grundværdierne op i nogle af hovedstadsområdets kommuner. Især i velhaverkommunerne. STIGENDE GRUNDPRISER betyder stigende grundskyld. En gennemsnitlig husejer i Gentofte skal eksempelvis betale omkring 2.000 kroner mere i skat næste år, fordi grundværdierne i kommunen er steget knap 10 procent. Ikke fordi grundskyldspromillen stiger, men udelukkende fordi grundværdierne stiger. I udgangspunktet ikke noget problem. Stigningen var nemlig ikke omfattet af regeringens oprindelige definition på skattestoppet. Og skatteminister Svend Erik Hovmand (V) ville da heller ikke gribe ind. Men efter intens mediedækning præsenterede Thor Pedersen en ny version af skattestoppet. I de kommuner, hvor grundpriserne stiger meget, skal grundskyldspromillen simpelthen sættes ned, så den enkelte grundejer ikke kommer til at betale mere end før. Ellers vil skattestoppet blive udhulet, lyder det fra Thor Pedersen, som sammen med resten af regeringen er dødsensangst for at blive beskyldt for løftebrud. FRYGTEN ER UBEGRUNDET. Der er vist ingen, der mistænker regeringen for at ville løbe fra det løfte. Problemet er tværtimod, at regeringen tager det alt for alvorligt og tilsyneladende er klar til at udbrede skattestoppet til et hav af områder, uanset skadevirkningerne. I dette tilfælde er den klar til at inddrage 700-800 mio. kr., som kommunerne kunne have brugt til bedre ældreomsorg eller lavere indkomstskatter. Med udspillet viser regeringen på ny, at den hellere vil have folk til at investere i mursten end lokke dem til at arbejde mere. At beskytte formuende boligejere er tilsyneladende vigtigere end at sikre lavere skat på arbejde og lettere adgang til boliger for de unge.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
