Vågn op

Lyt til artiklen

ROCKERNE BREDER SIG. I løbet af fem år er Hells Angels' støtteorganisation, Red & White Support Crew, vokset fra ingenting til 31 afdelinger over hele landet. I samme periode er Bandidos' støttegruppe, Support X-Team, vokset til 30 afdelinger, og i fredags kunne man læse i avisen, at en ny international rockerlignende organisation ved navn Den Internationale Klub har fået fodfæste i Danmark. OG SOM ALLE tænkende danskere ved, er rockere andet og mere end mænd med hang til store motorcykler og læderjakker. Rockerne er, som politimesteren i Esbjerg siger, »uden tvivl Danmarks største kriminalitetsproblem«, og deres netværk minder om mafiaens. Faktisk frygter politiet, at rockerbanderne let kan blive en decideret del af østeuropæiske mafianetværk. DET ER IKKE acceptabelt, og det er på høje tid, at vi vågner af vores tornerosesøvn, holder op med at behandle Jønke som en rockstjerne og erkender, at rockerne er et kæmpeproblem. Det er ekstremt stødende for retsbevidstheden, at det er alment kendt, at man skifter fortorv, når man ser en rocker, at dummebøder er blevet et begreb i sproget, og at historier om unge, der bliver presset ud i kriminalitet, dukker op igen og igen. Senest i torsdags, da en 22-årig mand i Sønderjylland begik dobbeltmord i desperation over rockernes afpresning. HELDIGVIS ER der fornuftige tiltag på vej. Lokalt med Rocker Task Forces i Randers og Horsens for at fælde rockerne på deres økonomiske svindelnumre og et samarbejde mellem restauranter og politi i Køge og Hillerød for at udelukke rockerne fra nattelivet. Og nationalt, hvor både Per Kaalunds forslag om at flytte sagsbehandlingen op på regionalt plan for at beskytte den enkelte sagsbehandler og ideen om at skabe øget mulighed for samkøring af registre kun kan tiltrædes. MÅLET ER AT komme rockerne helt til livs, allerhelst ved at forbyde dem. I 1998 måtte regeringen opgive et forbud, fordi rigsadvokaten ikke havde fundet tilstrækkelige beviser for, at der var tale om en forening, der »virker ved vold«, sådan som det kræves i grundlovens paragraf 78. Men det var dengang. Jo længere man leder efter beviser, des større er chancerne som bekendt for at finde dem. Måske burde man overveje, om tiden er kommet til at udnævne en statsadvokat med ansvar for organiseret kriminalitet ligesom den nye statsadvokat for krigsforbrydelser. Den retlige vurdering af rockersagerne kunne samles ét sted, og mulighederne for at finde beviser til et forbud øges.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her