UMIDDELBART vurderet har den ryggen solidt banket mod plankeværket, Roskilde Festival, som i dag åbner for år 2 efter dødsulykken og år 1 efter Leif Skov. Den karismatiske og altfavnende leder valgte som bekendt at gå af i april i erkendelse af, at arbejdet med at få arrangementet på ret køl efter ni unge mænds urimelige og fortsat dybest set uforståelige død i mængden foran Orange Scene i år 2000, havde været for opslidende for et menneske. Tilbage står en ny og forynget ledelse af festivalen, som dog har stået i lære hos den mand, der i sjælden grad har tegnet profilen. Opgaven for dem er benhård - at løfte en festival, der naturligvis på alle måder har befundet sig i en bølgedal efter ulykken, og som oven i købet i år er mødt med om ikke direkte kritik, så i hvert fald skepsis over for et program med mange små og få store navne. En kritik, der kan forekomme temmelig inkonsekvent, da Roskilde Festival netop altid har stået for og er blevet rost for foryngelse og fornyelse. TRODS skepsis og problemer med at konkurrere med amerikanske arrangører, der leverer det helt brede dollargrin til de lokale topnavne inden for hotte musikgenrer som hip hop, r'n'b og ny heavy metal for at holde dem hjemme i Staterne, er det vigtigt for den nye ledelse at få vendt udviklingen. Festivalen sidste år gav underskud på grund af de mange penge, man brugte på at forbedre sikkerheden og det faldende billetsalg, der var en af konsekvenserne af tragedien. Om det lykkes at få arrangementet på ret køl i en weekend, hvor selv vejrguderne er uvenligt stemt og lover os rigtigt Roskildevejr med skyer, regn og rusk, er tvivlsomt. I år præsenterer festivalen mange af de nye danske bands, som har beriget os med fine album. Et ansvar, pladebranchen lagde fra sig ved de store sælgeres prisfest, Music Awards. Småskravl sælger da heller ikke mange billetter, men til gengæld er vejen rent kunstnerisk helt rigtig for festivalen. Når man ikke kan købe giganterne, må man selv bygge nye op. Kan det ske med en ny åbenhed i den dialog med publikum, den nye ledelse lægger op til, kan Roskilde Festival udvikle sig til et nyt kraftfuldt og kreativt værksted for kommende ungdomsårgange. I stedet for blot at være endnu et værested for halvgamle og helslidte legender i festivalvrimlen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
