Familien lever

Lyt til artiklen

EN AF DE mest sejlivede myter i moderne tid er den om, at familien er i dyb krise, ja ligefrem i opløsning. Ifølge denne forestilling er dødstegnene tydelige: De mange skilsmisser. De mange udearbejdende mødre. Fars og mors lange arbejdsdage. Og ikke mindst de mange forsømte skilsmisse-, institutions- og nøglebørn, som betaler prisen for de voksnes egoisme. Men at familien skulle være i krise, holder ikke, viser en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet. Tværtimod. Til trods for høje skilsmisseprocenter og udearbejdende forældre vokser de fleste børn op i velfungerende familier, børnene har det generelt glimrende, og forældrenes arbejdsglæde giver faktisk mere overskud til børnene. MEN HVIS FAMILIEN trives bedre end nogensinde, hvorfor oplever vi så, at der er store problemer med familien? En væsentlig forklaring er, at vi desværre er tilbøjelige til at sammenligne den moderne familie med et idealiseret billede af 'kernefamilien' med den nærværende mor i centrum, der venter derhjemme med kakaomælk efter skoletid. Men den sammenligning er skæv og uretfærdig over for os selv. For det første skal vi ikke glemme, at 1950'er-familien, hvor den stod på 'her kommer mutter med kost og spand', er en parentes i historien. For det andet var denne kernefamilie alt andet end glamourøs. Mange husmødre var dybt frustrerede, og heldigvis er den typiske mor i dag selvstændig og udearbejdende. Endelig er forandringerne med familien jo ikke gået ud over børnene. Når børnene trives så godt i dag, skyldes det blandt andet, at der aldrig har været større fokus på børn og deres behov end netop i disse år, hvor forældre engagerer sig i deres børn, kører dem til og fra fritidsaktiviteter, deltager i forældrebestyrelser og i det hele taget inddrager børnene i hele deres liv. O.k., tidligere tiders sytøj og højtlæsning i lampens skær og de mange timer i køkkenet med et viskestykke i hånden er forbi. Men det har ikke betydet, at familien har mistet alle sine funktioner; den har blot fået nogle nye. Og måske var det på tide at glæde sig lidt over det?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her