Arabesk

Lyt til artiklen

DET LYKKELIGE ARABIEN. Som det måske vil være læserne bekendt, er det titlen på den afdøde danske forfatter Thorkild Hansens store værk om Carsten Niebuhrs ekspedition til Den Arabiske Halvø i 1700-tallet. Dengang var Orienten forbundet med rig kultur og lå indhyllet i en fascinerende mystik. Sådan er det desværre ikke længere. Hvis en ny forfatter vil vove at tage tråden op efter Thorkild Hansen, vil vi kvit og frit forære ham eller hende et forslag til titlen. Sæt et 'u' foran lykkelig. Det er ikke udtryk for ringeagt for den arabiske verden. Men som en netop udkommet rapport fra FN viser, så går det mildest talt ikke særlig godt i de arabiske lande. Den politiske undertrykkelse er massiv; henrettelser og tortur hører til dagens orden; ytringsfriheden er stærkt begrænset, selv i lande som Egypten og Kuwait, som ellers betragtes som 'provestlige'; fattigdommen er stigende blandt de cirka 280 millioner arabere; mere end halvdelen af alle kvinder er analfabeter; videnskab og forskning ligger mange steder brak eller eksisterer slet ikke; og uddannelsesniveauet er generelt alt for lavt. Listen kunne - desværre - mageligt gøres længere. DET ER NOGLE højst ubehagelige sandheder, som rapporten disker op med. Og det bliver svært for de arabiske politiske ledere at krybe udenom. Rapporten er nemlig ikke skrevet af nogle 'bedrevidende' vestlige udviklingseksperter, men af en håndfuld fremtrædende arabiske intellektuelle. Men selvom de nødvendige forandringer af de arabiske samfund skal komme indefra, er det på sin plads at opfordre EU-landene til en mere liberal handelspolitik over for vores naboer på den anden side af Middelhavet. MED FLID, held og dygtighed kan vi med en øget samhandel og ved konstant at presse på for mere demokratisering måske om ti-femten år opleve en arabisk pendant til de 'sydøstasiatiske tigre', dvs. de stærke økonomier, som blomstrede op i 1980'erne. I kølvandet på den proces må vi arbejde for mere politisk åbenhed. Som tingene ser ud i dag, er det måske den mest fornuftige udvikling - især for de mange millioner unge arabere, som ellers ikke ser anden mulighed end illegal indvandring til det rige Vesten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her