Farumsagen

Lyt til artiklen

HVORDAN BLIVER den såkaldte Farumsag, der førte til Peter Brixtoftes fald og til en dramatisk forvandling af Farumborgernes økonomi, belyst bedst muligt? Er det både for folk i Farum og for samfundet i øvrigt tilfredsstillende at afvente den strafferetlige undersøgelse, politiet er i gang med? Har vi tiltro til, at det fulde billede af, hvordan det kunne komme så vidt, som det gjorde i den nordsjællandske kommune, vil blive afdækket, når politiets, Farum Kommunes egen og Tilsynsrådets bebudede undersøgelse er færdig? OPPOSITIONEN i Folketinget, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, med støtte fra Dansk Folkeparti, mener nej, og det kan vi, uden at det skal opfattes som manglende tiltro til politiets undersøgelse, godt forstå. Farumsagen er alt for vigtig til ikke at underkastes omfattende belysning, som en kommission med det rigtige kommissorium vil kunne afstedkomme. Uanset hvor meget man vender og drejer det, som hidtil er kommet frem takket være en kritisk presse, er det tydeligt, hvad også den enorme offentlige interesse har vist, at Farumsagen har tråde ud til resten af samfundet. Til nuværende og forhenværende ministre både fra den nuværende og tidligere regeringer. Til offentlige myndigheder, Tilsynsrådet og Indenrigsministeriet ikke mindst, som i årevis forholdt sig forbløffende passivt, mens dramaet eskalerede i det nordsjællandske. Samt til private virksomheder og en lang række enkeltpersoner. Der synes ingen tvivl om, hvem det var, der som edderkoppen i midten af nettet holdt sammen på trådene, men uden opbakning og forskellige grader af accept, langmodighed eller selvpålagt 'blindhed' - fra partifæller, ministre, amtmænd, rådformænd m.fl. - ville den kontroversielle Venstrepolitiker aldrig være kommet så langt. DET ER selvsagt ikke ideelt for en kommissionsundersøgelse, at der kører en straffesag samtidig, men sådan er det nu engang. Brixtofte selv, der efter sin ferie har indledt mødeaktiviteter med Venstrepolitikere fra Farum i sin baghave, hilser en kommissionsundersøgelse velkommen. Det bør regeringen også gøre, selv om den mistænker den socialdemokratisk ledede opposition for at ville score politiske point på en undersøgelse. Ingen, slet ikke Venstres (og landets) ledelse, kan leve med, at forholdet mellem virkelighed og myte ikke klarlægges fuldt ud i nyere tids største politiske skandalesag. Derfor er en kommissionsundersøgelse den rette metode. Nu gælder det om at formulere et kommissorium, der sikrer, at klarlægningen finder sted.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her