I INDUSTRIFERIEN kunne man i København pludselig opleve, hvordan det var at færdes i gader og stræder dengang for fem-ti år siden, da biltrafikken var meget mindre, end den er nu. Nu er samfundsmaskinen godt i gang igen, bilkøerne på indfaldsvejene det samme. På fem år er trafikken i hovedstaden steget med 30 procent. Samme stigningstakt forventes indtil 2013, medmindre der findes en løsning på problemet, som ikke mindre end 55 procent af Københavns borgere ifølge en ny undersøgelse udpeger som det største i deres by. Også økonomisk er den tætte trafik en stor belastning. Trafikministeriet har dokumenteret, at myldretiden på en enkelt indfaldsvej, Ellebjergvej i Sydvestkvarteret, koster samfundet 10-15 millioner kroner årligt i tabt arbejdstid og fritid. Samfundet taber i tørre deprimerende tal 7-8 kroner per bil per kilometer, der snegler sig af sted. På årsplan bliver det til et milliardbeløb i Storkøbenhavn. HVAD ER løsningen, hvis vi skal undgå samme trafikhelvede i København, som de døjer med i metropoler som London, Paris, Berlin og New York? Et nærliggende svar kan hentes i det forsøg med roadpricing, som en række københavnske familier har deltaget i. Resultaterne, der blev præsenteret i går, viser, at det er muligt at få folk til at ændre adfærd, hvis der er penge i en adfærdsændring. Modstanderne af kørselsafgifter frygter, at der bliver tale om en ekstraskat og bryder sig ikke om den elektroniske overvågning, som rent teknisk skal til for at måle kørselsforbruget. De argumenter holder ikke: Meningen er jo, at andre bilafgifter skal sættes ned, i forbindelse med at samfundet indfører en egentlig afgift på kørsel. Og overvåget bliver vi jo i forvejen, når vi taler i mobiltelefon og bruger vores betalingskort. I kombination med en forbedring af den kollektive trafik er der ingen tvivl om, at mange trafikanter vil ændre adfærd, hvis de skal betale mere, hver gang de tager bilen i stedet for cyklen, selvom de kun skal et lille ærinde - og at det vil batte noget i pendlertrafikken. Den store udfordring bliver at lave et system, der ikke er uretfærdigt over for bilister, der bor i tæt trafikerede bydele, hvor al biltrafik er langsom - og ikke bliver socialt uretfærdigt. Det må kunne lade sig gøre. Gevinsten er enorm. Alternativet ubærligt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
