LIGESTILLINGSMINISTER Henriette Kjær henviste til rådgivning fra Udenrigsministeriet, da hun skulle forsvare sin nu famøse udtalelse om, at Danmark og EU bør gå »på listesko« i sagen om den dødsdømte Amina Lawal. At den linje ikke kan forsvares er formentlig klart for de fleste, efter at kvindens advokat her i avisen har understreget sit ønske om en skarp og åben protest fra omverdenen. Ministerens og ministeriets linje afspejler, at en forældet tankegang om 'ikke-indblanding' i andre landes indre anliggender stadig trives i det officielle Danmark. I en verden hvor et spirende civilsamfund er i udvikling, hvor den gensidige påvirkning er i eksplosiv vækst, og hvor stort set ingen fremmede stater er mere end et e-mail-klik væk, er det standpunkt, at det vigtigste menneskerettigheds-diplomati er det diplomati, der foregår bag lukkede døre, helt uholdbart. PERSPEKTIVET i Amina Lawals tilfælde rækker langt ud over den grusomme skæbne, der truer hende. Forsøget på at genindføre en barbarisk sharialovgivning i dele af den muslimske verden er del af en værdikamp inden for islam, der angår hele verden. Der er ikke tale om ældgamle traditioner, der vil dø ud af sig selv. Men om et moderne forsøg på at voldføre islam - der de første tusind år af sin eksistens ofte var foran kristendommen med kulturel kreativitet og humanitet. Når formørkede islamudgaver har tilhængere i dag, så er det en del af den politiske og sociale krise i dele af den islamiske verden. Ikke et spørgsmål om 'kulturelle traditioner', der fortjener respekt. DET ER lige så afgørende, at vi deltager i den værdikamp, som det tidligere var at se, at støtte til dissidenter og opbrud i østblokken var moralsk og politisk vigtigere end opstilling af atomraketter. I begge tilfælde kæmper vi for det menneskelige standpunkt, som et mindretal af politiske og religiøse ledere forsøger at undertrykke. Det er sørgeligt, at en udenrigsminister som Per Stig Møller (K), der var en af de første herhjemme til at insistere på menneskerettighedernes universelle gyldighed, øjensynlig har ladet sig besnakke af konventionelt tænkende embedsmænd. Ikke-indblandingens tidsalder burde for længst være forbi.