ET VELFUNGERENDE sygehus er et sygehus, som ender med at udskrive en rask, forhenværende patient. Af den grund kan danske sygehuse ikke kaldes velfungerende, og de penge, som postes i sygehusene, kan ikke umiddelbart altid opleves som en åbenlys forbedring. Hvad kan der gøres for, at patienterne føler, at vi har tidssvarende og relevant behandling? Mange mener, at selve organiseringen af sygehusvæsenet tilbyder en løsning, hvor det i realiteten ikke er organiseringen, men den daglige pleje, som forhindrer ordentlig behandling. Problemet hedder mangel på kvalificeret arbejdskraft - der bliver uddannet for få læger og sygeplejersker. Allerede undervejs er der frafald af sygeplejersker- nogle tager afsked, fordi uddannelsen er for højt kvalificeret, andre fordi den fremtidige arbejdsplads ikke tilbyder den kvalificerede sygeplejerske tilstrækkeligt spændende opgaver. DET ER I AL enkelhed miseren i det danske sundhedsvæsen, men det er ikke her, LO og Socialdemokratiet vil sætte ind. I stedet for skal hospitalerne fremover være selvejende institutioner, som med bestyrelser sammensat af bl.a. erhvervsfolk og organisationsfolk skal sikre det enkelte sygehus' overlevelse. Politikerne skal nøjes med at købe behandling på det sygehus, der leverer bedst og billigst. ARBEJDERBEVÆGELSENS Erhvervsråd, som støtter forslaget, skeler blandt andet til Norge og Sverige, hvor der er reformer på vej. I Norge begyndte reformen med en øget bevilling på 4,5 milliarder kroner, og også i Sverige er udgifterne steget efter reformen. Det forstår man, selv om det ikke er sikkert, at pengene har gjort nytte. Som amtsborgmester Bent Hansen har påpeget, vil erhvervsbestyrelsesmedlemmer være hurtige til at bede om flere penge af de pressede politikere, som vil sidde tilbage i rollen som de nørder, der bestiller den bedste behandling og derefter blot kan åbne for pungen. Ekstra bevillinger kan udmærket gøre nytte. Men er det mon sygehusenes organisering, som er problemet?