DEN FRYGTELIGE skæbne, som overgik to tiårige engelske piger i sidste måned, er ethvert barns og enhver forælders mareridt. Bortførelse og mord. Den slags må ikke ske, hvordan kan det forhindres? En garanti mod ugerninger og forbrydelser står det ikke i nogens magt at udstede, men når det kommer til informationsteknologi, der skal give angste forældre (og børn) en følelse af sikkerhed, så står den såkaldte forældreindustri parat. I England vil den 11-årige pige Danielle Duval få indopereret en microchip i armen, som kan spores via mobilnettet og det satellitbaserede globale positionssystem GPS. Når det er sket, vil både Danielle og hendes forældre i det mindste vide, at hun aldrig kan blive væk. Falsk tryghed eller det eneste rigtige skridt i en usikker verden? SOM GENEREL foranstaltning er vi ikke i tvivl. På længere sigt vil det med stor sandsynlighed generere større frygt hos børn end det modsatte, hvis sikkerhed og tryghed i fremtidens fagre voksne verden skal komme fra en følelse af, at man altid vil kunne spores som et punkt på en computerskærm. Den skæbne, der snart bliver Danielle Duval til del, er først og fremmest et udtryk for en virkelighedsopfattelse, der er helt forskruet. Sandheden er jo, at børn i den rige del af verden aldrig har haft det mere sikkert, end de har det i vore dage. I den aktuelle situation er problemet endnu en gang, at en frygtelig enkeltsag via medierne får nogle proportioner, der efterlader både børn og voksne med en angstfuld følelse af, at de kan blive de næste ofre. I nutidens mediesamfund har angstsyndromer med et yderst ringe indhold af realitet desværre gode vækstbetingelser. Mod afsporede enkeltpersoner hjælper smart teknik ikke. Tværtimod forstærker det den overvågning, som børn, også uden informationsteknologiens mellemkomst, i forvejen lider under.