HVAD SKAL man gøre for at bekæmpe terrorisme? Det spørgsmål bliver hyppigt stillet i det terrorplagede Israel. I de seneste 18 måneder har landet været hårdt ramt af palæstinensiske selvmordsbomber. Seneste initiativ i forsøget på at dæmme op for den forfærdelige vold, som har kostet flere end 450 civile israelere livet, er en beslutning, som Israels højesteret traf for to dage siden om at deportere et palæstinensisk søskendepar fra deres forældres hjem på Vestbredden. De er nu blevet forvist til Gaza. Umiddelbart lyder det bedre end at blive dræbt af snigskytter eller ført væk og holdt indespærret i et fængsel. Men i det pågældende tilfælde, som både israelske og internationale menneskerettighedsgrupper frygter vil danne præcedens, er der tale om mennesker, som ikke selv har udøvet vold mod staten Israel. De to søskende bortdømmes alene på grundlag af en mistanke, hvis vigtigste indicium er, at deres ældre bror for nylig blev skudt af israelske specialstyrker, fordi han fremstillede selvmordsbomber. MAN KAN have al mulig grund til at sympatisere med den israelske regerings forsøg på at beskytte landets borgere mod terrorisme. Men det kniber unægtelig med sympatien, når man er vidne til, at de mest elementære retsprincipper sættes over styr. Man kan naturligvis have en formodning om, at de to udviste støttede deres brors handlinger, men formodninger er ikke tilstrækkeligt i en retsstat. Vil man have fuld viden, må man afprøve sin mistanke ved en domstol. Det er såre simpelt. Men desværre har frygt og frustrationer afløst fornuftige politiske beslutninger. Selv i en vanskelig situation må Israel ikke glemme - og her bør EU tale med store bogstaver - at det er Mellemøstens eneste virkelige demokrati. Deportationspolitikken er desværre et fald ned ad den demokratiske stige. Og derfra er man snublende tæt på det menneskeforagtende niveau, der udfoldes i lande som Saudi-Arabien og Kina, hvor deportationer længe har været praksis.