NORDKOREAS diktatoriske leder Kim Jong-il viste det nordkoreanske regimes sande ansigt, da han i går indrømmede, at det i 1970'erne og 1980'erne stod bag bortførelsen af elleve japanske statsborgere. Syv af dem er døde under ukendte omstændigheder, herunder en pige, der på bortførelsestidspunktet var 13 år. De resterende siges at være i live, men vi ved det ikke med sikkerhed. Det nordkoreanske regime synes nemlig at være af den opfattelse, at det indtil videre har strakt sig rigeligt ved dog at have indrømmet mordet på syv ud af elleve. Når Nordkorea overhovedet indrømmer dette statsbarbari, skyldes det nemlig ikke, at det er ved at antage en mere menneskelig form, efter at Kim Jong-il for få år siden overtog det nordkoreanske diktatur efter sin far, Kim il-Sung. Det skyldes ene og alene, at styret har drevet sin egen befolkning så langt ud i krise og sult, at det risikerer at miste grebet om sin magt, hvis det ikke får hjælp udefra. Der er ingen grund til at gøre sig illusioner. Ikke mindst på den baggrund aftvinger det respekt, at Japans ministerpræsident Junichiro Koizumi har valgt at søge i dialog med det vanvittige styre i Pyongyang og dermed er gået den stik modsatte vej af supermagten USA, der blot har afskrevet Nordkorea som en del af en 'ondskabens akse' sammen med de væsentligt forskellige stater Irak og Iran. KOIZUMI forsøger at vise, at man også i det japansk-nordkoreanske forhold kan bidrage til afspænding ved at følge den 'solskinspolitik', som indtil videre har mindsket spændingerne mellem Syd- og Nordkorea. I den forbindelse noterede Koizumi en lille sejr, da Nordkorea i går forlængede sit stop for raketforsøg på ubestemt tid. Men han får vanskeligt ved at overbevise japanerne om, at de skal søge i endnu tættere dialog med et Nordkorea, der reelt ikke har leveret andet end en indrømmelse af egne forbrydelser. Det er ikke nok til at sikre forståelse for en fortsættelse af en dialog, som ikke mindst Pyongyangregimet selv har så stor en interesse i.