VENSTRE FORESLÅR nu, at der oprettes et uafhængigt center, der kan evaluere, hvor godt de mange milliarder, Danmark hvert år bruger på udviklingsbistand, bliver brugt. Det er naturligvis ikke, fordi bistandsprojekterne ikke hidtil er blevet evalueret. Men dels er det bistandsadministratorerne i Udenrigsministeriet selv, der har bestilt og betalt for evalueringen, dels er evalueringen i vidt omfang udført af private firmaer, der i sagens natur kan have svært ved at stille fundamentalt kritiske spørgsmål til aktiviteter, de selv skal leve af - næste år og næste år igen. Venstres ide om at oprette et uafhængigt center - Institut for Bistandsvurdering, kunne man kalde det - er derfor en rigtig god idé, der med rette får en god modtagelse både i Folketinget og af flere bistandsorganisationer. At Venstre samtidig står for fortsatte nedskæringer i bistanden, som der er grund til at kritisere, ændrer ikke ved, at behovet for at sikre kvaliteten i bistanden er et mål, som alle bør kunne samles om. Spildte penge er nu engang spildte penge, og enhver, der nogensinde er dykket ned i området, ved, at ikke alle projekter lykkes. Det kan vi godt leve med, hvis alt vel at mærke bliver gjort for at lære af fejlene og komme positivt videre. DET ER nu anden gang, at Venstre på et stort og vigtigt område erkender behovet for at oprette et nyt råd med kvalificerede eksperter, der kan sikre lødigheden af både debat og bevillinger. Første gang var som bekendt, da Institut for Miljøvurdering blev trumfet igennem. Det er glædeligt, at landets største og regeringsbærende parti har øje for, hvor uundværlige offentlige, men af regeringen uafhængige eksperter er, hvis det offentlige skal løse sine opgaver bedst muligt. Måske kan man på den baggrund ligefrem forestille sig, at statsminister, cand.polit. Anders Fogh Rasmussen i sin næste nytårstale vil finde nogle anerkendende ord at sige om de dygtige mænd og kvinder, smagsdommere af høj karat, der gør det muligt for ham at regere landet på baggrund af saglig og lødig information om komplicerede emner. Man har da lov til at håbe.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
