FULD ENIGHED blandt Folketingets partier er et sjældent syn i europapolitikken. Men da Folketingets Europaudvalg i går drøftede Politikens afdækning af 'turbodemokratiet' i EU, var der ingen slinger i valsen. Der er enighed om, at Folketinget og demokratiet kan blive sat ud på et sidespor. Og at der skal gøres noget ved det. De uformelle forlig, som vi også kender fra dansk politik, er ikke nødvendigvis et problem. Men når Folketinget, de andre nationale parlamenter og en stor del af Europaparlamentet reelt ikke får en chance for at påvirke resultatet, så har vi et alvorligt problem. Spørgsmålet er nu, hvordan det skal løses. DET ER ikke nogen løsning at insistere på den tunge og langsommelige proces i alle sager. Det er helt nødvendigt, at EU kan træffe beslutninger hurtigt og effektivt. Også fra et demokratisk synspunkt, for når EU ikke kan træffe en beslutning, så udvikler virkeligheden sig i et uskønt samspil mellem markedskræfter og junglelov. Det er heller ikke nogen mirakelkur, at alle sager automatisk skal gennem Folketingets Europaudvalg, hvor politikerne kan spilde deres tid med tekniske detaljer, mens de virkelig interessante sager drukner i mængden. Løsningen må være, at regeringen forpligtes til at forelægge politisk vigtige sager så tidligt, at Folketinget har mulighed for at styre den danske forhandlingskurs. Fagudvalgene kan i den forbindelse spille en større rolle. Mindst lige så vigtigt er det imidlertid, at de danske politikere udnytter EU-formandskabet til at rejse sagen. Alle parlamenter har problemer med at kontrollere deres regeringer i EU-sager, men det har regeringerne - der skal kontrolleres - aldrig taget helt alvorligt. Nu er chancen der. I konventet er de nationale parlamenter direkte repræsenteret og kan rotte sig sammen uden regeringernes mellemkomst. Det danske formandskab i samarbejdet mellem de nationale parlamenter gør det muligt at sætte problemet på den fælles dagsorden. Det er en værdig sag.