EU OG DET danske formandskab har hænderne fulde med det store udvidelsesprojekt mod øst, der gerne skulle fuldføres på topmødet i København til december. Det er et historisk øjeblik, men verden udenfor står ikke stille, mens der høvles på de sidste knaster i optagelsesbetingelserne. EU har fortsat et problem på den sydlige flanke, nemlig Balkan. Her har man skubbet Rumænien og Bulgarien et nøk fremad i køen, mens de øvrige hænger ude i uvisheden. Et af de lande, der er hårdest ramt, er Albanien. Det er ubetinget Europas fattigste land, ja det eneste uland, hvis man bruger de kriterier, der normalt anvendes for bistand. Siden det kommunistiske styre faldt for 12 år siden, er landet løbet ind i den ene krise efter den anden. I både 1992 og 1997 blev samfundet rystet af en folkelig opstand, der var på randen af åben borgerkrig. I perioden efter har den politiske scene været fastlåst af en tvekamp mellem socialisten Fatos Nano og Sali Berisha, den utilregnelige ekspræsident. De politiske reformer udeblev, og ofte optrådte politikerne omkring dem som uopdragne skoledrenge. I SOMMER kom det imidlertid til et gennembrud. Efter hårdt pres fra EU, OSCE og Europarådet blev der indgået et politisk kompromis mellem Nano og Berisha, og på ganske få uger kom der gang i reformarbejdet. Den indsats, som mange lande, ikke mindst Danmark, har sat gang i med at få skabt bæredygtige demokratiske institutioner, er begyndt at bære frugt. Det er et arbejde, der ikke bør stoppes på halvvejen. Risikoen for, at landet glider tilbage i kaos og kriser, lurer om hjørnet. Voldsomme regnskyl og oversvømmelser har i de seneste dage ført til undtagelsestilstand i flere regioner. EU's udenrigsministre skulle i dag tage stilling til, om man vil give Albanien en dato for indledning af forhandlinger om en associerings- og stabilitetsaftale. Det er blevet udsat til næste møde i oktober, fordi der ikke er enighed. Bl.a. Storbritannien er tøvende med henvisning til kriminaliteten i landet. Her har Nano endelig vist politisk vilje til at slå ned på smugleri og menneskehandel. Hele den proces bør opmuntres. Får Albanien en dato for forhandlinger, som jo ikke koster EU noget, så vil de moderate kræfter i landet blive styrket og håbet om stabilitet styrket. Det er værd at satse på.