Os og EU

Lyt til artiklen

VI MARKERER i dag 30-års dagen for Danmarks indtræden i EU. Gu gør vi ej. For Danmark blev først medlem af EU, dengang EF, 1. januar 1973, og der er derfor tre måneder til jubilæet. Ikke desto mindre er det 2. oktober 1972, vi husker, og den dato, vi gør noget ud af. Og dermed er ganske meget sagt om vores forhold til det europæiske. Det er ikke medlemskabet, og hvad deraf fulgte, vi samler os om, men debatten, splittelsen, afstemningen, kort sagt den vedvarende kendsgerning, at vi er uenige om EU. SIDEN 1986 har vi holdt fem folkeafstemninger om EU. Og hvor periodens folketingsvalg har været meget forskellige, så ligner den ene folkeafstemning den anden. Ikke bare fordi det er EU, vi stemmer om hver gang, men fordi det dybest set hver gang er en tillids- eller rettere mistillidsafstemning til vores folkevalgte, vi afholder. For hvor folkeafstemningerne har splittet os, så har vores folkevalgte hele tiden været enige om, at det europæiske samarbejde er en god idé. Ingen regeringskoalition, der ikke vil være domineret af ja-sigere, kan tænkes i Danmark, og kunne EU-traktater som i de fleste lande vedtages med to trejdedeles flertal i Folketinget, så vil det flertal være der hver gang og uden sværdslag. FOLKEAFSTEMNINGERNE er et traume ikke bare i europapolitikken, men for vores folkestyre. Faktisk er det efterhånden nærliggende at se dem som årsagen til, snarere end som et symptom på, at danskerne er EU-skeptiske. OG STATSMINISTEREN har forstået det. Han lod sig heller ikke i går friste af EU-formandskabet til for alvor at lufte EU-begejstring. Han vil vinde en stor folkeafstemning i 2004 eller deromkring. Det gør man nemmere som pragmatiker. Taktisk fornuftigt og endnu et symptom på vores 30-årige traume.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her