OM DYRE ord og tal, som lyder godt i en politisk tale eller hensigtserklæring, men ikke behøver forpligte så meget endda, har partiet Venstres amtsgigant Kresten Philipsen fundet på udtrykket 'finanslovskonfetti'. En ganske rammende betegnelse også for de dydsirede, dybt hykleriske formuleringer, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i Folketingets åbningstale kom med om alt det, VK-regeringen vil gøre for samfundets svageste. Kun en mand helt uden forbindelse til den faktiske virkelighed kan finde på at formulere sin vision med en kliche så hul som den, der var udgangsreplikken i åbningstalens afsnit om de svageste. Her slog statsministeren fast, at han ønsker et samfund »hvor det er muligt at bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør«. DEN VISISON skulle Anders Fogh Rasmussen tage rundt og meddele alle de udsatte og udstødte, der på grund af regeringens økonomiske politik må undvære hjemløseprojekter og daghøjskoler og en hjælpende offentligt ansat hånd eller to i hverdagen. Regeringen har afsat 670 millioner kr. over fire år til udsatte grupper, kundgjorde statsministeren, der minsandten også påtager sig at ville bryde den negative sociale arv. Ambitionen, som utallige socialdemokratiske regeringer ikke har kunnet indfri, er fornem, men da det kun må koste knap 170 millioner kr. om året at nå målet, er det vanskeligt at tage den alvorligt, når den kommer fra Fogh. DET ER ganske klædeligt at se Venstres formand i rollen som socialreformator, men indtil vi ser konkrete, fremadrettede tiltag, der giver den 24-årige på bænken og den konfuse 80-årige, der sidder alene derhjemme juledag, noget at stå op til, vil vi tillade os at betragte hans sociale indignation som konfetti. En kappe af ord, der skal skjule, at kejseren, når det gælder de udsatte, reelt ikke har nogen klæder på. HVIS VK-regeringen vil være troværdig, må den snart vælge. Den kan ikke både fastholde skattestoppet, bibeholde den brede middelklasses velfærdsprivilegier og gøre noget radikalt for at løfte dem, der lever på samfundets bund, op i lyset. I 2004 skal vi have skattelettelser, bebuder statsministeren, som også freder husejerne og pensionsopsparernes arbejdsfri gevinster. Tynd tale, tomme løfter, hul snak: konfetti.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
