I ÅREVIS sukkede de kommunale og amtslige arbejdsgivere efter at kunne give lidt ekstra til de dygtige, de engagerede og de arbejdsomme medarbejdere - ligesom chefer kan gøre det i den private sektor. I år har de så muligheden. Men sandelig om de bruger den! Arbejdsgiverne tripper om den varme grød og ved ikke helt, om den vil smage som forventet. Forud for indførelsen af ny løn gik lange og seje forhandlinger. Arbejdsgiverne og de 650.000 kommunalt ansattes forhandlere blev i foråret enige om at indføre ny løn efter afstemninger i de forskellige faggrupper. Aftalen betyder, at i år skal en kvart procent af lønstigningen gives ved individuelle lønforhandlinger. Næste år er det 1,22 procent. DET ER selvsagt sin sag at introducere individuelle lønforhandlinger i et system, der altid har været baseret på fælles, nærmest anonyme, aftaler. Det kan være svært at vælge, hvordan man som chef får målt, om det nu er den ene eller den anden medarbejder, der fortjener en lille sjat ekstra. Pludselig skal den kommunale arbejdsgiver stå ansigt til ansigt med hver enkelt medarbejder og vide, hvilke argumenter der er for og imod en lønstigning. Det er en svær øvelse - også for de arbejdsgivere, der har prøvet i årevis. Alligevel er der ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det. Bordet fanger, og derfor er det uacceptabelt, at nogle kommuner undlader at benytte de nye principper. HVIS ARBEJDSGIVERNE ikke føler sig klædt godt nok på, må de sørge for at få den fornødne hjælp. Ikke kun for medarbejdernes skyld, men for hele den offentlige sektors skyld. Det er vigtigt at få sendt et både symbolsk og reelt signal til omverdenen om, at den individuelle præstation også bliver bemærket og påskønnet i det offentlige. Ny løn er en mekanisme, som sikrer den lønglidning, som med tiden kan give offentligt ansatte, sygeplejersker, lærere og andre kommunalt og amtsligt ansatte, langt mere i løn, end de bliver spist af med i dag. Det har personalegrupperne ikke altid selv erkendt, men det gør kun de berøringsangste chefers undladelsessynd så meget desto større.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
