VI KENDER det alle sammen. Den knugende fornemmelse i maven, bekymringen under bruseren eller spændingerne i skuldrene der kommer, når det hele bare bliver for meget. Når opgaverne vokser os over hovedet, og vi slet ikke kan se, hvordan vi nogensinde skal komme til vejs ende. Den slags har et navn. Det hedder stress, og som man kunne læse i går, er det blevet en folkesygdom. Mellem 20 og 25 procent af alle danskere anslås at være så stressede, at det går ud over livskvaliteten, og for et stigende antal har stress antaget et ligefrem invaliderende omfang. AT STRESS har nået et så højt niveau, er der mange grunde til, og kun nogle af dem har direkte noget med arbejdet at gøre. For mange af os er problemet, at vi vil alt for meget. Ved siden af arbejdet skal familielivet dyrkes, der skal være tid til sport, venner, gode middage og masser af frivilligt arbejde i foreninger og klubber. Samt naturligvis rejser, personlig udvikling, bøger etc., etc. Og det er just præcis den cocktail, der let kan blive for meget og få det hele til at koge op. DERMED OGSÅ sagt, at løsningen på problemet ikke skal findes ét sted. Stress er mange ting, og det traditionelle arbejde ved samlebåndet kan give én slags stress, livet som leder eller funktionær en anden, men lige så alvorlig og potentielt farlig. Så skal vi komme stress til livs, må sygdommen angribes fra flere sider. Dels naturligvis på arbejdspladsen, hvor man både som lønmodtager og arbejdsgiver må erkende, at der med den øgede fleksibilitet - der er et gode - ofte følger stress. Det er ikke alle, der kan administrere den frihed under ansvar, som det moderne samfund lægger op til, og det bør både den enkelte, hans/hendes chef og - især - de faglige organisationer være opmærksomme på. Og meget gerne indføre en egentlig politik på området. Men i mindst lige så høj grad er det på det helt personlige plan, at vi alle bliver nødt til at lære ikke at gabe over mere, end vi kan magte. Sige nej til en hyggelig middag, afslå en tillidspost i sportsforeningen, eller hvad det nu er. Og så endelig begynde at acceptere stress som en sygdom, der kan ramme enhver, og som man ikke skal skamme sig over. Men derimod få behandlet, så man kan finde det rette gear.