Reform

Lyt til artiklen

STRUKTURKOMMISSION. DET lyder som noget fra det hedengangne Sovjet, men bag navnet gemmer sig et helt afgørende forum for at få både sygehusene og mange andre ting i samfundet til at fungere bedre. Det er nemlig den kommission, der blev nedsat i sommer for at komme med et forslag til en mere nutidig decentral forvaltning. Det nuværende system daterer sig fra den store kommunalreform i 1970, og selv om det har tjent Danmark godt, er det indlysende, at der er behov for ændringer. Samfundet har - ikke mindst på grund af den stigende europæiske integration - forandret sig markant i de 32 år, der er gået, og der er behov for en mere rationel arbejdsdeling. I et land med et befolkningsgrundlag som en større tysk by er det for meget at have hele tre fintmaskede administrative niveauer, og at der meget gerne skal ske en reduktion i antallet af amter og kommuner, er klart for de fleste. På den ene side er amterne for små til at varetage sygehusene, på den anden side kan de større kommuner sagtens klare både veje og gymnasier. Større amter med ansvar for sygehusene og større kommuner med øget ansvar er den oplagte løsning, som forener effektivitet med et fungerende nærdemokrati. NETOP DERFOR er det afgørende, at Strukturkommissionen ikke bliver en syltekrukke som sin forgænger, der for fire år siden konkluderede, at det hele »stod godt til«, men derimod kommer med et godt, gennemarbejdet reformforslag. En del kommuner har allerede vist vejen ved at gå frivilligt sammen, senest Bornholm, men som tidligere anført på denne plads bliver landspolitikerne nødt til at lave en samlet plan. Og her er det afgørende, at både Venstre og Socialdemokraterne allerede nu begynder at forberede opgøret med de to partiers mange borgmestre, der i alt for lang tid har blokeret for de nødvendige reformer og - ikke mindst - sammenlægninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her