I SKRIVENDE STUND spreder en snigskytte skræk og rædsel i de velhavende forstæder til den amerikanske forbundshovedstad Washington D.C. Indtil videre har en ukendte gerningsmand trykket på aftrækkeren på sin automatiske riffel ti gange med det tragiske resultat, at syv mennesker har mistet livet, og to er hårdt sårede. Politiets ballistiske undersøgelser af projektilerne viser, at der er tale om en fuldautomatisk riffel af den type, snigskytter foretrækker at benytte. 'Ét skud, ét drab', som er snigskytternes motto, bliver på makaber vis udfoldet for øjnene af den skrækslagne amerikanske offentlighed. En kynisk person eller slet og ret en galning, som skånselsløst slagter tilfældige medmennesker, har skabt en dagligdagens terror, som er mere nærværende og påtrængende end Osama bin Ladens hellige krigere. Men hvor den amerikanske regering har sværget at nedkæmpe den globale terrorisme, er de straks mere spagfærdige i mælet, når det drejer sig om terroren i deres egen baggård. DER ER EN ulidelig lethed i omgangen med våben i USA. I Virginia, hvor nogle af de ovennævnte mord er blevet begået, kan hvem som helst med en ren straffeattest gå ind i en våbenbutik og ti minutter efter træde ud bevæbnet til tænderne, og i nabostaten Maryland, hvor snigskytten også har slået til, skal man højst vente syv dage, før myndighederne har vurderet, om man er egnet til at besidde en riffel eller en pistol. En væsentlig forklaring på det forhold er, at den indflydelsesrige våbenlobby, anført af National Rifle Association, gennem årene har formået et finde smuthuller i lovgivningen og ophøje sit slogan 'Det er ikke våben, der dræber, men mennesker' til almindelig folkelig visdom. Det er meget få våbentyper, som er forbudt i USA, og landets egne våbenfabrikanter er ikke underlagt selv de mest basale produktionsmæssige krav om sikkerhed og sundhed. Indtil der bliver ændret fundamentalt på den slappe lovgivning og moralen, der følger, vil seriemordere med avancerede rifler have frit spil i Guds eget land.