FRA WASHINGTON i vest til Helsinki i nord og Bali langt mod øst er vi gennem de seneste dage blevet mindet om, at terrorismens afskyelige ansigt kan vise sig, hvor og når vi mindst venter det. På Bali blev mindst 182 turister dræbt og 300 såret ved weekendens terroraktion, mens fredagens bombe i Helsinki foreløbig har kostet 7 livet og 80 sårede. I USA fortsætter en snigskytte sin terrorvirksomhed i og omkring Washington D.C , hvor otte er blevet dræbt og to såret. Det er ganske rædsomt. Og det bliver ikke bedre af, at de seneste dage har vist, hvor forskellige ansigter terroren kan have. Den kan være udtænkt af kyniske ekstremister, der fisker i rørte vande og misbruger religion i deres feje spil, som det synes at være tilfældet i Bali. Eller den kan være udtænkt af psykopatiske individer, der som i USA har fået lettere spil af en våbenlovgivning, der i liberalismens hellige navn er alt for slap. Eller den kan skyldes noget helt tredje, som det formentlig er tilfældet i Helsinki. Terroren kan kort sagt have sit udspring højst forskellige steder. Det er en vigtig pointe i en tid, hvor der ofte gribes til forenklede forklaringer på den terrorisme, som tegner til at blive en af det 21. århundredes store trusler. AF SAMME GRUND findes der heller ikke nogen let måde at komme terroren til livs på. Det er ikke nok at holde øjne og øren åbne over for ekstremister, der påstår at kæmpe i en bestemt religions eller politisk sags tjeneste, sådan som også tidligere tiders vesteuropæiske terrornetværk jo gjorde. Terroristen kan være funderet i meget andet, og eneste fællestræk er, at han/hun/de vil forsøge at udnytte alle muligheder for at gøre det. Vi skal søge at mindske disse muligheder, uden at sætte vigtige værdier i vort samfund over styr. Terroristerne må aldrig få os til at forfalde til den slags 'enkle' og menneskeforagtende løsninger, de selv betjener sig af, og som i løbet af få dage har spredt død og rædsel fra Washington i vest, til Helsinki mod nord og Bali langt mod øst.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
